Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Strømninger i fransk aandsliv - I. Den spiritistiske roman - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
kels sjæle famler i blinde, skjælver foran det intet, som skal gjøre
ende-paa deres lidelser, siger nogle, men som paa samme tid gjør ende paa
deres haab; de yakler, som digteren siger, mellem rædsel for livet og
frygt for døden.
Kan man da undres over, at mange af dem med glæde og uden at
undersøge for nøie tager imod en lære, som beroliger dem, som viser dem
deres væsens fortsættelse i det uendelige, og som endog forsikrer dem,
at elskede og tabte sjæle svæver om dem, færdig til at tale til dem,
lære dem og trøste dem!–Derfor ser man de spiritistiske
selskaber øges, og man ser mænd som Hennique og Schuré vindes for den
nye tro og søge dens oprindelse helt i Komas, Krishnas og Hermes’s
forhistoriske tider, og uddrage enheden deraf; man ser dem lytte til
røster, som hvisker i skyggen, speide efter former, som taber sig i natten;
behersket, som disse mænd er, af afgrundens dragning iler de gjennem
egne, hvor fornuften vakler, fordi sandt og falskt, indbildning og
virkelighed blander sig paa maader, som det er umuligt at eftervise. . . .
II.
I en anmeldelse af Edouard Rods sidste roman „Trois Coeurs"
giver André Maurel et bidrag til forstaaelsen af den nye generation i
fransk litteratur:
Rod har selv sagt, at denne generation paa omtrent de tredive til
en begyndelse var oprigtige naturalister. Men den naturalistiske theori
kunde i længden ikke passe for dem; deres temperament gik ikke i den
retning, selv om deres foreløbige overbevisning ledede dem derhen. Den
kunde ikke tilfredsstille aander, som interesserede sig mere for
karakterer end for seder, som var mere granskende end udadvendte. De
blev ny-idealister af tilbøieli’ghed, kanske ogsaa ved et atterslag, og de
unge mænd af vor generation gjorde sig lidt efter lidt løs fra Zola, for
hvis geni de bevarede sin beundring, og de grupperede sig — ikke
i en skole, men i en falanx, for hvem det gjaldt at erobre tanken
og følelserne. De formulerte sin theori saaledes: kun aanden ligger
der vegt paa, kun sjælen har nogen værdi, eller rettere: kun den er
til. „Mennesket fødes og lever i tankerne," siger Amandry i „Yolupté".
De ydre begivenheder er ikke til uden i os, naar vi ser dem. Vor
tanke giver dem det liv, som de ikke har uden den. Derfor er der
større interesse i udviklingen af den idé, en gjenstand skaber, end ved
gjenstanden selv. Kjendsgjerningerne bør ikke have betydning, uden.
naar de tjener til at skabe eller vedligeholde tankens virksomhed.
Rod har her meget rigtig givet dannelsen af en theori, som er
opstaaet af tusen grunde, men, saavidt jeg ser, især fordi naturalismen
ikke tilfredsstiller intellektuelt. Nu da Zolas triumferende skole gjør
sligt braak og overdøver alt, som ikke er af den, nu da mængden med
den simple smag styrter løs paa mesterens og elevernes romaner, netop
nu har der langsomt dannet sig en generation af litterært-dannede
aristokrater, som foragter, hvad mængden beundrer, og alene kultiverer
sin egen delikate aand, hvis uendelige bevægelighed interesserer dem.
Berørelsen med de russiske pessimistiske filosofér, engelsk poesi,
freskomalerne og den tyske musik har fremkaldt denne litterære nydannelse.
Og foregangsmændene for den nye retning er Paul Bourget, Maurice
Barrés og Edouard Rod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
