Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Bætzmann: Pariserkongressen for billige boliger - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
taget sigte paa — ramme clet sikrere, og maaske endog ramme noget
mere, ved at sprede i stedet for at koncentrere. Selve
betegnelsen arbeiderboliger og arbeiderkvar’taler behager dem ikke; det smager
for meget af noget klassemæssigt, noget kastemæssigt. Lad arbeiderne,
siger de, faa bo i det samme hus som bankieren, som embedsmanden,
som kunstneren. I en by som Paris er det, liøit regnet, et par tusinde
mennesker, der kan tilstaa sig selv den luksus at være eneste beboer
af et hus. Den samme bygning giver i sine forskjellige etager plads
for mennesker i de mest ulige kaar, og intet er heldigere. Her er det
ogsaa arbeideren hører hjemme, hellere end i kottage-gruppen eller i
kasernen. Han skal bo mellem de andre. „Jo mere han kan komme
i berørelse med alverden, desto bedre vil det være. Han vil modtage
og bevare et præg af denne berørelse; han vil ikke mere befinde sig i
udelukkende idéudveksling med en enkelt kaste; han vil faa syn for
mangt og meget, som før har undgaaet hans blik; bitterheden i hans
sind kan blive dæmpet; hans begreber vil blive rigtigere, og hans følelse
af hvad han skylder sig selv, vil blive skjærpet." Og paa det aller
sterkeste betonede den henvendelse til den belgiske kommission, hvorfra
dette citat er hentet, betænkelighederne ved, at hele bystrøg tillades
at faa særlige arbeider kvartaler, der „ved sin isolerede beliggenhed, sit
omfang, sin kolde monotoni antager en stedse større lighed med oldtidens
ergastula — tilholdsstederne for slavebefolkningen og for samfundets
berme. Det moralske resultat af disse omdannelser af vore storbyer,"
tilføiede meddelelsens forfatter, „er den stedse mere udprægede sondring
mellem de besiddende og proletariatet, mellem de rige og de fattige. Og
ethvert system, der virker til at lade denne sondring indgaa i vort daglige
liv, i vore sedvaner — ethvert system, der gaar i retning af axiomet:
byen for rigmændene og borgerstanden, forstæderne for arbeiderne og
de fattige — ethvert saadant system er falskt, farligt og antisocialt."
Positivt kan denne fare modarbeides paa to maader. Den ene er
alt-Sclclj ett den almindelige byggevirksomhed ledes ind paa, ved opførelsen
af de mere og mere almindelige store leiehuse at afsætte en del af
rummet — nærmest da de øverste etager — til indredning af meget
billige bekvemmeligheder. Her kan naturligvis hverken det offentlige
eller de private selskaber eller den individuelle filanthropi gribe ind.
Det maa udelukkende blive de enkelte byggeentreprenørers sag, og deres
medvirken kan selvfølgelig ikke vindes uden.i kraft af deres egen
interesse. Heldigvis synes denne paa mange steder at føre dem ind paa
det angivne spor — om end hidtil, ogsaa her, væsentlig til fordel for
la petite bourgeoisie. Den belgiske kommission havde foreslaaet, at ved
de omfattende expropriationer til nedrivning, som loven dersteds
bemyndiger kommunerne til at foretage, skulde altid en del af det ryddede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
