- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Første aargang. 1890 /
188

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

188-

befolkning har visselig skandinavisk blod i aarene; ialfald vrimler det
i stedsnavnene med ord af skandinavisk oprindelse, som feil (fjeld),
tarn (tjern, smaa vand), fors (fos), gaardsnavne, der ender paa twaite
(vort tvet) o. s. v. Om sommeren møder man turister overalt paa de
primitive, humpede og bakkede veie — som vi i Norge vilde skamme
os over — og i de hyggelige, gammeldagse smaa inns, der desværre
nu afløses af svære, moderne hoteller.

Dette er det engelske landskabs stolthed, „søskolens" klassiske land,
over hvilket Wordsworths aand hviler, og som han, mer end nogen
anden digter, har foreviget i en poesi uden megen flugt og lidenskab, jevn
ofte lige til det trivielle og banale, men som samtidig aander en skjøn
og egte naturglæde — i slegt med Jørgen Moes —, en mandig
sundhed i livssyn og kunst, der forklarer den for en fremmed i førstningen
paafaldende høie plads, han indtager i sine landsmænds omdømme.
Han lærte dem, hvad ingen digter til da havde gjort paa den maade,
at se og elske naturen. Han kan paa ingen maade — som engelske
kritikere vil — indskrives blandt de udvalgte store; hans lyre er ikke
mangestrenget; han er snarere — for at bruge et træffende udtryk, jeg
har sét om ham — en seljefløite med et par enkle toner; men de
er egte. —

— I Westmorelands barske natur træffer Eismere sin tilkommende
hustru — i grunden bogens mest vellykkede figur, tegnet med et
mesterskab, der sætter hende ved siden af George Elliots bedste
kvindeskikkelser, Dinah Morris i „Adam Bede" og Dorothea i „Middlemarch".
Hun passer ypperligt ind i den dystre ramme, denne dybe,
selvop-offrende pige med det rene madonna-ansigt og det puritanske, snevre
livssyn. Den lille kjærlighedsidyl har ingen særlig interesse, udenfor
den friske skjønhed, en første kjærligheds vaagnen i to unge rene sind
altid har.

I bogens næste afsnit finder vi Eismere installeret i et hyggeligt
landskald i Surrey, der staar ham aabent gjennem en adelig slegtning;
som bekjendt besættes i England en del sognekald af jorddrotten i
distriktet. Den unge prest kaster sig med vanlig iver ind i sin nye
gjerning og dens pligter, der for ham ikke indskrænker sig til prædiken og
sjælepleie, men ogsaa omfatter omsorgen for sognebørnenes timelige vel,
deres boligers sundhed, deres almenoplysning. Han holder populære
foredrag og opelsker hos ungdommen sans for naturvidenskab. Sligt
synes ikke at være ualmindeligt blandt den engelske geistlighed. For
et par aar siden gjorde jeg i en liden turistby blandt the lakes
bekjendtskab med stedets prest; han havde for at sysselsætte ledige
hænder udenfor sæsonen taget sig for at opelske en kunstindustri i ophøiet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:33:09 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1890/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free