Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190-
forladt, utaaleligt øieblik! Over den ringe idealistiske sjæl feiede der eni
tør, ødelæggende tankens hvirvelvind. Elementer, der havde hobet sig
sammen fra alle kilder, — fra hans eget historiske arbeide, fra squirens bog,
fra sjælens hemmelige, halvt bevidste kroge, var med i den, og idet den
strøg igjennem hans sjæl, syntes den at fortørke hjertet." —
E. er for ærlig til at kunne gjemme sig bort fra de vakte tvil.
Hans vare intelligens maa, naar den først har hævdet sig og taget disse
spørgsmaal op, løbe linen ud. Processen fremskyndes ved daglig
omgang med squiren, der lever den lærdes liv i glædeløs,
menneskeforagtende indgetogenhed, og hvis visne alderdom ligesom forynges i
omgangen med denne varme, impulsive, sympathetiske natur. Han ser
i Eismere arvtageren af det store verk, han har under arbeide, og
følger med levende interesse udviklingen af den krisis, som hans unge
ven nu gjennemlever.
Den er baade lang og pinlig. Alle de gamle kjendte
landemerker gaar under for ham i den tvilens flom, der vælter sig ind over
hans sjæl; den gamle ordnede, harmoniske troesverden ligger i ruiner,,
og udenfor er det øde kaos. En knugende følelse af tomhed, af en
haabløs kamp, udkjæmpet i mørke og ensomhed, afløser den gamle
freidighed og lægger sig klam og lammende ind i hans livsgjerning.
Det bittreste af det altsammen er, at han i det længste maa søge
at skjule alt dette for sin hustru. Han kan ikke udholde tanken paa
den lidelse, tilstaaelsen vil volde hende. Men endelig, efter maåneder
af bitter kamp maa sandheden frem. Hun formaar ikke at argumentere,
logisk med ham, hun kan bare med kvindelig seighed klynge sig til,,
hvad hun føler at være den høieste sandhed.
–-»Jeg kan ikke følge med alt, du har sagt." sagde hun, næsten
haardt. „Jeg kjender saa lidet til bøger, jeg kan ikke gi dem den
betydning, du gjør. Du siger, du har overbevist dig om, at evangelierne er lig
andre bøger, fulde af feiltagelser og lettroende, som folk var i den tid; og
derfor kan du ikke. forstaa, hvad de siger dig, som du pleiede at forstaa
det. Men hvad betyr nu egentlig det altsammen? Aa, jeg er ikke klog
— jeg kan ikke se min vei klart fra den ene ting til den anden, som du
kan. Hvis der er feiltagelser, har det saa forfærdeligt meget at sige for
dig? Tror du, intet er sandt, fordi noget kan være usandt? Har ikke
— har ikke–Jesus levet og er død og opstaat igjen? Kan du tvile
paa — tviler du virkelig paa, at han opstod, at han er Gud, at han er i
himlen, at vi skal se ham?"
Hun lagde en intensitet i hvert ord, som lod de korte, aandeløse
spørgsmaal fare igjennem liam med en bitter anklagende magt. Men han
drog sig ikke undaf for dem.
„Jeg kan ikke længer tro paa en inkarnation og opstandelse," sagde
han langsomt, men med en bestemt ligefremhed. „Kristus er opstaat i
vore hjerter, i den kristelige barmhjertigheds liv. Miraklerne er et
naturligt produkt af menneskelig følelse og fantasi; og Gud var i Jesus — i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
