Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
•syslede hendes tanker i blikket, og det smuttede stadigt ud af
vinduet.
Jeg gik hen til hende med en lille forudfølelse af, at vi begge
vilde blive generte, og vi blev det ogsaa. Hendes kinder blev en
liden smule magentarøde, og hendes fingre krammede lidt travlere
ved broderiet.
Jeg spurgte til de øvrige damer. De var ude at spadsere i
strandskoven. Hvorfor hun da ikke skulde med? Hun havde
ingen lyst og vilde helst sidde hjemme.
Jeg skridtede op og ned ad gulvet og vidste ikke, om jeg
skulde gaa eller blive, pillede lidt ved nogle fotografier og gjorde
bemerkninger om den større eller mindre lighed. Som jeg stod
henne ved etageren, skottede jeg til hende. Hendes øine var helt
borte, ude af vinduet.
Hvad var der dog, som fængslede hende? Jeg nærmede mig
til vinduet og blev var, at stadshestene stod ude i gaarden ved
den store port og blev vaskede og striglede. Solen glinsede i det
sorte skind, staldkarlen stod med nøgne muskuløse arme og pøsede
vand over dyrene. Vandet lynede i solskjæret og drev helt ned
ad benene, hvor det satte sig i funklende draaber.
Der var baade farve og kraft i den scene; halvt var jeg
forarget over den sensuelle glæde, der tindrede i hendes øine —
sagtens over karlens og kuskens nøgne blottelser —, halvt frydede
det mig, at hun havde sans nok til at s e et saadant billede.
Jeg blev staaende taus og saa til. Det faldt mig ikke ind
at gjøre en eneste bemerkning, ialfald kom det ikke over
tændernes gjærde. Det harmede mig, at noget saadant kunde sluge
al hendes interesse, naar jeg var i stuen.
„Selim er et mageløst dyr," sagde hun, da den sorte blev
trukket til stalds. Og hun drog tankerne tilbage til sit broderi.
Det faldt mig ind at spørge til dette, og jeg fik lov i hendes
skjød at beundre de gyldne arabesker paa den mørkebrune grund.
Jeg vidste endnu ikke, om jeg skulde gaa. Egentlig vilde
jeg helst, thi jeg følte det under min værdighed at bringe
gammelt forhold paa bane. Hun skulde føie, at nu var det mig
ligegyldigt, om hun brød sig om mig eller ei. Aldrig vilde jeg
trygle hende mere.
Men jeg blev uvilkaarligt, næsten mod min vilje. Her var
dog en leilighed til engang at faa talt med hende. Hvor faa
var ikke de ord, vi forhen havde skiftet, fordi vi aldrig var under
fire øine. Muligt kunde hun selv anslaa de gamle strenge, og
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
