Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264-
da vilde jeg lytte, om ikke én endnu liavde ægte klang. Jeg
blev lidt blød om hjertet ved tanken paa, hvor ofte før denne
gjensidige forlegenhed havde gydt taushedens alvorlige stemning
over vore møder. Og jeg begyndte at tale om det forløbne aar,
hun havde været borte, om fælles bekjendte og spurgte,
hvorledes hun egentlig havde befundet sig i Geneve — bortset fra
den officielle rapport til far og moster.
Nu kom der liv i hendes tale. Hun kvidrede op om byen,
om pensionatet, om timerne og lærerinderne, men mest om
udflugterne og de adspredelser, hvormed de maatte lade sig nøie.
De havde løbet paa skøiter paa søen — men kun paa en bane
for damer — under opsyn af bestyrerinden selv. Pensionatet var
i det hele anlagt paa at lære de unge piger et non pius ultra af
moral og dyd. At der ogsaa gaves mandfolk paa denne syndige
j ord, var et sørgeligt faktum, man søgte at skjule saa meget som
muligt. Havde de da slet ingen lærere havt? Jo, en eneste —
i musik; men han var ogsaa hele pensionatets kjæledægge — og
han var saadant nydeligt lidet menneske — og saa dygtig — og
han sad altid og „fortalte" i timerne, saa de omtrent aldrig fik
spillet. Og dog lærte han saa udmerket fra sig.
Dette lød meget opbyggeligt. Hvad han fortalte, fik jeg
ikke besked om. Paa mit spørgsmaal svarede hun: „Dét skulde
De bare vide" — men det skjelmske smil, hvormed hun sagde
det, slog hurtigt over i rødme.
Saaledes gik samtalen en stund. Jeg kredsede langt uden
om det, jeg inderst følte maatte være hovedsagen i vor samtale,
og dog dreves jeg ligesom ind i stedse snevrere ringe, og med
ét stod jeg dér, og det plumpede mig ud af munden:
„Fik De mine breve?"
Hun saa ikke op fra broderiet og lod først, som hun ikke
hørte.
„Hvilke breve," sagde hun endelig i egte ligegyldig
dametone, der dog ikke var ganske rutineret. Og hun bed sig lidt i
læberne og blev ved at sy med broderiet helt oppe under ansigtet.
„De spørger, som om De ikke havde faaet dem . . . Men
har De ikke? . . . det brev, jeg skrev til Dem i februar og saa
dét til Deres fødselsdag?"
„Jeg husker saamænd ikke. — Jo-o, jeg har vist faaet dem.
— Jo, det er sandt, det maa jeg sige, det var nogle merkelige
breve."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
