Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Michaelis: Gjensyn - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265-
Hun tittede lidt usikker hen paa mig og gjorde et eget vigtigt
kast tilbage med hovedet, da hun i det samme blev rød.
„Merkelige breve?" — mit pulsslag bankede i røsten —
„hvad mener De?"
„Jeg forstod dem virkelig ikke."
„Hvad forstod De ikke?"
„Jeg husker saamænd slet ikke, hvad det var, De skrev
(hvor fint hun havde beregnet virkningen af disse ord).
Jeg-erindrer blot, at jeg ikke forstod alt det sære, der stod i dem.
Det skulde vist være saa aandfuldt. Men jeg tror, det var for
høitfly vende for mig."
Hvor hun sagde alt dette med ladylike overlegenhed.
„Naa, saa De forstod ikke. Godt saa siger vi, De forstod
ikke." Jeg kunde selv høre, hvor min tone var bitter.
Hun havde ramt mig saa sikkert lige i prikken af min
egen-kjærlighed. Og jeg følte det dumpt og tungt i hjertet.
Harmfuld var jeg paa mig og paa hende og tyktes mig selv en daare,
der ikke havde kunnet tænke ædru, før jeg misbrugte pen og
blæk i et øiebliks pure stemning.
Men hun skulde intet merke. Selv var hun bleven taus og
jeg ogsaa. Det var rimeligt, om jeg var gaaet straks. Men saa
havde hun følt sin triumf sterkt. Nu troede hun, at hun for alle
tider havde slaaet en ildeseet beiler i knæ. Det lod som hun var
stolt af sig selv, at hun kunde sige, at hun ikke havde forstaaet
Hvor var det ikke ladylike!
Jeg satte mig i karnapvinduet og saa skarpt over paa hende.
Men liun slog ikke øinene op mere. Af og til dryssede jeg et
spørgsmaal eller svar ind i stilheden som et sandskorn i en tragt.
Men hvad vi talte om, var ganske interesseløst for os begge.
Begge var vi trætte, hun efter nydelsen af en triumf som
dame, jeg i følelsen af min saarede forfængelighed.
HI.
Jeg drev om i skoven. Fra bøgetræerne hang masser af smaa
grønne larver i silkefine spindetraade. De dalede paa min hat,
de krøb paa min frakkekrave, de kildrede mig paa halsen.
Overalt glimtede fra grenene de svaiende silketraade.
Det kom mig tor, at det var et symbol paa alle de smaa orme,
der lurer paa menneskets lykke. I de deiligste bøgeskove truer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
