Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verner von Heidenstam: Hagdahls kogebog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271-
oplyste gjestebudssal „lammekjød med muskatblomme"
ellerkongelige hjortes tege, under paukers og fløiters larm, bæres ind
mellem fipskjæg, hvoraf øllet drypper ned paa de staselige kraver
af knipling. Og alligevel! Det er ikke nok med dette, ikke paa
langt nær. Hagclahl er digter, han er en filosof, der ser hele
menneskehedens historie gjennem haandtaget paa et grydelaag.
Forbausede og nysgjerrige følger vi ham, for eksempel, ind
i et af Ludvig XYI’s slotte, dagen efter et bal. Tyve å tredive
skinker ligger slængte omkring mellem hundrede og femti eller
to hundrede ituskaarne fugle. Geléer flyder paa alle borde, og
i gange og paa trapper ligger hummere, kager, posteier og
salater strøet omkring. Intet af alt dette kommer nogen
menneskeskabning tilgode. Tjenerpersonalet vilde nok ikke lade sig nøie
med levningerne efter et gjestebud, der var forbi.
„Kan vel nogen" — føier Hagdahl til — „efter alt dette
forundre sig over den franske revolutions udskeielser ?"
Nei, det kan vi ikke, men vi gyser, naar han beskriver,
hvorledes kokkene, i rædselsherredømmets dage, stod ledige paa
torvet, og ingen røg steg op fra de fine kjøkkener i Faubourg
St. Germain, og verden var nær ved ’ at lide et uopretteligt tab:
opskriften paa en kyllingfrikassé. Yi kan først trække pusten
frit, naar vi erfarer, at revolutionen dog førte noget godt
med sig. De fornemme kokke blev nemlig nødte til at oprette
restaurationer i Paris, og dette blev begyndelsen til en ny tid, i
hvilken det endog undertiden forundes almindelige dødelige at
faa en sød anelse om fordums glæders lyksalighed.
— Aldrig! — udbrød jeg for mig selv, da jeg nylig bladede
i Hagdahls kogebog — aldrig kunde en Hanna Winsnes eller
en dansk skrive en slig kogebog som denne, selv ikke om de fik
alle Ludvig XYI’s tredive omkringslængte skinker i honorar.
Ikke saa at forstaa, at ikke Hagdahl besad den „beherskethed",
som lord Byron og Puschkin manglede, men uden hvilken vi
alle blir bare simple dilettanter for saadanne dommere som Herman
Bang og Erik Skram.1) Nei da, ogsaa Hagdahls kunst er en
T) Det er — i forbigaaende sagt — eiendommeligt, at den lynende
byronske stil, i sin stolte subjektivitet snart appellerende og vendende sig
direkte til læseren, snart talende om forfatteren selv, snart bøiende til høire
og snart til venstre, trampende al skoletvang under fødder, at den ikke
har sat dybere rødder i vor tid, der hader regler og staar fiendtlig
overfor al personlig ufrihed. Flauberts pedantiske parykesthetik er med sin
objektivitetsparagraf den personlige friheds yderligste modsætning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
