Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Julius Tschudi: Træk af demokratiet i Schweiz - I. Inledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Øiemedet var at sikre fælles-optræden mod ydre fiender og at
garantere fred mellem de forbundne kantoner indbyrdes. Men
der fulgte forøvrigt ingen indskrænkning i kantonernes frie
raadighed. Hver enkelt kanton beholdt fuldstændig suverænitet i
alle indre anliggender, uden at der var tale om nogen egentlige
fælles-institutioner ligesaalidt som om fælles-embedsmænd.
Saaledes vedblev forholdet at være indtil slutningen af forrige
aarhundrede. Da foregik der — under direkte paavirkning fra
Frankrige — en fuldstændig omvæltning af Schweiz’s
statsretslige grundlag. I 1798 fik den schweiziske republik en efter
fransk mønster lavet forfatning, der omdannede den fra en
samling af suveræne stater til en enkelt ståt, livor kantonerne kun
blev lokale forvaltningsdistrikter i lighed med de franske
departementer.
Denne konstitutionsforandring fik dog blot en meget stakket
tilværelse. Den blev nogle aar opretholdt ved fransk vaabenmagt
(i Napoleons tid), men allerede i 1803 blev den ophævet, og man
vendte efterhaanden igjen tilbage til den gamle ordning først ved
den saakaldte Mediationsakt (af 1803) og derpaa ved
forbunds-pagten af 1815.
Enhedsforfatningen af 1798 var mislykket, fordi den var en
fremmed plante og intet hensyn havde taget hverken til den
historiske udvikling eller til de eiendommelige forskjelligheder,
som Schweiz frembyder i alle retninger: i sprog, i race, i religion,
i sæder og skikke. Imidlertid er det umiskjendeligt, at der til
grund for denne forfatning laa en berettiget tanke, den nemlig,
at den ganske løse forbindelse mellem kantonerne ikke ydede
tilstrækkelige garantier hverken for opretholdelsen af den indre
orden eller for hævdelsen af de fælles interesser udadtil. Dette
er ogsaa noksom kommet frem i Schweizerforbundets
udviklingshistorie i den seneste tid, nemlig fra 1830 til vore dage,
en udvikling, der navnlig har givet sig udslag i to
gjennemgribende forfatningslove: Forbundskonstitutionen af 1848 og den
reviderte forbundskonstitution af 1874. Den første, — der
forresten ikke koin til gjennemførelse uden efter blodige borgerkrige
(den saakaldte Sonderbundskrig i 1847) etablerede en virkelig
centralmyndighed (forbundsstyrelsen i Bern) med
fællesinstitu-tioner og fælles-embedsmænd for hele Schweizer-republiken. Den
sidste har yderligere befæstet og tildels forøget denne
fælles-myndighed.
Ved disse nye forfatningslove er republiken Schweiz gaaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
