Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru L. Marholm: Om kvindesagen - I. Noratypen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
355
liøi kultur — er kvinderne hos det modtageligste af Nordens folk, hos
Danskerne. At de ikke yder noget som forfatterinder ligger i
folkekarakterens passivitet og overkriticisme, hvorved alt, som kommer
frem, igjen bliver opløst i en slags blødagtig spot. Fru Boye i
Jakobsens roman Nils Lyhne er den uforlignelig egte type paa
en dansk kvinde: aandrig æsthetiker, pikant, kritisk, erotisk, lysten,
dame; dristig i sin theoretisering, fordi hun er sikker paa at handle,
konventionel i alt, som handling heder, paa grund af en uovervindelig
feighed i sin natur. Kjendetegnet for hele den unge danske litteratur
er, at den falder udmattet sammen, "efter at den har tænkt dristig.
Den der siden vil handle, blir spottet. De norske kvinder derimod er
sterke, usammensatte og bornerede. Norge er det yngste kulturland i
Norden, mand og kvinde har aandig ikke rigtig differentieret sig fra
hinanden — den Ibsenske kvindes dialektiske skarplud er ikke norsk.
Ibsen har overhodet intetsteds skabt blotte lokaltyper.
Saaledes var det kvindematerial, som den skandinaviske litteratur
forefandt, da den vældede frem med et vulkansk udbruds kraft. I
løbet af faa aar skjød der op en række af talenter, de talrigeste og
massiveste i Norge, de fineste og mest slebne i Danmark, de
dybest-gaaende og individuelleste i Sverige.
Al virkelig digtning er mandsdigtning, og det centrale moment i
enhver stor digtning er kvinden. I kjønsforholdet med dets henrykkelse
og dets tragik afdækker naturen sig momentvis lige til sin urgrund og
lægger enkelte af sine hemmeligheder blot; deri findes rødderne til alle
det menneskelige livs foreteelser, al kraft og al udmattelse, alt vellykket
og alt forfusket. Og der gaves i Norden intet forhold, som var saa
asketisk forkvaklet under en ulykkelig social udviklings tugt, saa
æsthe-tisk forløiet og moralsk misdannet som forholdet kjønnene imellem.
De skandinaviske digtere fandt det paa sin vei som en giftig
vantrivning, og de kunde ikke komme forbi den. De maatte udstaa
kampen med den, eller lade sig spærre inde i den ildelugtende stald
af skandinavisk kristelighed og sædelighed.
Den første, som voved sig i kamp mod denne unatur, var Ibsen
i Kjærlighedens komedie. Men Ibsen var udgaat fra den dygtigste
dialektiker og mørkeste asketiker blandt de nordiske kristelige
dogmatikere, fra Søren Kierkegaard, som kasted sin triste skygge over
hele den daværende tænker- og digterslegt. Ibsen tugtede med skorpioner
spidsborgerlykken og spidsborgerkj ærligheden — den tamme, lamme
spidsborgerkjærlighed. Men over personligliedernes frie ret til hinanden
slog ogsaa lian en streg; for han trodde ogsaa paa et samfund af
krøblinger, paa ingen personligheder, og han fandt intetsteds materialet, lian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
