Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru L. Marholm: Om kvindesagen - I. Noratypen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356
kunde dannet dem af. I Kjærlighedens komedie har kvinden
endnu ingen individuelle træk. Han søgte noget helt, og han gik ud
fra den gamle romantiske tradition, at kvinden som et høiere væsen
har bedre anlæg til at blive et helt end manden. Og han har, som
ingen anden digter i norden, gjennem den uafladelige suggestion om
den høiere natur, som han gav kvinderne, arbeidet hen til — vistnok
ikke at de blev et hele; for det kunde de ikke, allermindst med
asketiske idealer — men til at de individualiserede sig.
Under den store aandelige rystelse, som gik gjennem Norden, var
nogle aartier efter virkelig det kvindematerial forhaanden, som en
digtning behøver, for at blive en digtning af første rang. Den
nordiske kvinde havde fra kjønsvæsen og husdyr differentieret sig til en
hel skala af individualiteter. Alle afændringer af kjønnet vokste lidt
efter lidt frem, og nu frembød der sig for det skabende talent et
mønsterkart af varieteter: friskt udfoldet og afdød natur, • erotomani og
kjønsløshed, den theoretiserende kvinde med hedt hode og kolde sanser,
kyskhedsformørkelsen, den fysiologiske leg — alle mulige
kunstprodukter, og saa her -og der, en sjelden gang imellem, den frie, stolte
natur, som er sin egen lov.
Og paany var Henrik Ibsen den første, som gav denne skala af
varieteter en tunge at tale med, og kaldte dem Lona og Nora og fru
Alving og Rebecca West. En af disse skikkelser naadde kulturhistorisk
betydning og blev til slagmerke for bevægelsen. Det var Nora. Til
hende bekjender de sig, hele det nordiske emancipationsparti med sine
lærerinder og digterinder, og alle vender de til Ibsen det bibelord:
„Abba kjære fader!" Om nu han lige saa uforbeholdent siger „kjære
børn" til dem, er det ikke saa let at grunde ud. Papa Ibsen ved
bedre, end sin glade efterslegt, at den datter kom til verden paa
samme, ikke ganske naturlige maade som salig jomfru Minerva: færdig
sprang hun frem af digterens hoved. Og den hele retning, som
bekjender sig til Nora, har lige meget med naturen at gjøre, som sin
salig stammemoders oprindelse.
Men halvt seet, halvt konstrueret, som hun var, er dog Nora et
genialt kast, en dyb aabenbarelse af den nordiske folkekarakter i de
dannede stænder.
Saa meget genialere, som Ibsen hjemme ikke fandt den typiske
kvindeskikkelse, saaledes som han havde brug for den. Ibsen er
nordmand — og Nora er ikke norsk. De norske kvinder er sterke,
høi-barmede, fastskridende, Jiøittalende. Nora, den kvidrende Nora, er som
en liden tam fugl, der hopper op og ned i buret og vipper med halen.
Slig en graziøs, flagrende, pludrende skabning er af dansk, særlig kjøben-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
