Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru L. Marholm: Om kvindesagen - II. Svavatypen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
359
terede sandhed, og da det er godt at fonne en lære i en sætning, for
at ogsaa de mindre udviklede hjerner skal forstaa den, saa skabte han
udtrykket: „Brunsten maa væk!" Dermed havde som bekjendt allerede
middelalderen sin haarde nød; da kaldte man det ligefrem for kjødets
afdøen og gjorde det ganske ligetil som en indbetaling paa uudsigelige
himmelske glæder fra evighed og til evighed, og man ansaa det
dengang for noget saa overmenneskeligt, at Guds særdeles naade maatte
være medvirkende, hvor sligt syntes at falde en, især yngre helgen let.
Man hungred og piaged sig, kortede søvnen og arbeidede sig halvdød,
for at blive herre over den oprørske Adam. Dette var frygteligt; men
det frygtelige hæved sig frem paa baggrund af en storartet fantasi.
Bjørnson derimod er meget menneskeligere. Han liker sterke legemer,
god mad og drikke og passelige fornøielser imellem. Han foreslaar
langt mildere midler, f. eks. gymnastik og geschäftighed, og hvor det
ikke strækker til, anbefaler han i sin sidste roman: „Paa Cfuds veie"
de unge anfegtede mænd at gaa paa hænder. Og den som alt er
forfalden til slette vaner, skal bare ikke fortvivle, ved lægehjælp og
firhændig spil med en dame kan han dog endnu blive saavidt styrket og
beroliget, at han formaar at lære at gaa paa hænder — og kan han
først løbe paa hænder, da er den gamle Adam betvungen, og alle
kjødets anfegtelser preller af paa hans „renhed".
Jeg hørte engang en liden omvendelsessamtale mellem Bjørnson
og en ung dame. Han havde dengang netop endt „En Hanske" i den
anden rigorøse form, og samlede til styrkelse af sin samvittighedsfred,
fysiologiske fakta over kvinden hos selve kilden. „Nu, De er jo et
sterkt, velskabt kvindemenneske" — begyndte han tilfældigvis —
„hvorledes er det nu altsaa — saan — med de naturlige anfegtelser!" Den
unge dame vidste selvfølgelig ingenting om naturlige anfegtelser. „Ja
det tænkte jeg mig," sagde Bjørnson, „en sund natur kjender ikke sligt."
„Undtagen naar man elsker," skjød den unge dame ind, „men da er
det jo ogsaa meget kompliceret, og det forekommer jo saa sjelden i
livet." Bjørnson tænkte efter: „Ja, ja, naar man elsker," begyndte
han med dyb stemme, „ja sandelig hvad der sker ud fra kjærlighedens
ret . . . men (lettet) de gjør det ikke, fan ta mig, kvinderne gjør det
ikke uden egteskab; de vilde gjerne — men, ser De, det er den store
fordel ved en gjennem generationer ensartet opdragelse — (med sterk
stemme) de gjør det ikke, og det er allerede et stort skridt fremad."
Den unge dame saa tvivlende ud. „Og desuden," fortsatte Bjørnson,
„dette med kjærligheden, det er noget, som vil tage af. Jeg ser det
komme: Jo høiere kultur de naar, jo større maal, jo dybere interesser
der gaar op for dem, vil der ud af menneskeheden stille sig et altid
22*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
