Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles de Varigny: Familien Vanderbilt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370
timer derefter afgik Vanderbilt, det hurtigste og sterkeste skib i hans
flaade, hans stolthed, som han havde ladet bygge efter sin egen plan af
det kostbareste materiale, og trængte ind i strædet ved Jamesfloden under
rungende hurraraab fra besætningen paa citadellet Monroe. Den
dengang syv og sekstiaarige kommodore tog selv styret og svarte med sin
vanlige korthed officeren, der kom ombord og spurgte ham, hvad han
kunde gjøre for at være ham behjælpelig:
„Ingenting andet end at holde Dem i ro og lade mig gjøre, hvad
jeg vil."
Og han manøvrerede saa godt, at det blokerede Merrimac ikke
vovede at binde an med den skrækindjagende modstander, men maatte
takke af og lægge sig til i sin vik.
Da denne fare var fjernet, overlod han kommandoen over sit skib
til en søofficer, idet han tilbød regjeringen at disponere over det til
slutten af denne krig, der, foruden hans frivillige bidrag, skulde koste
ham hans yndlingssøns liv. Da freden var sluttet, beholdt regjeringen
Vanderbilt, og kongressen besluttede paa dens opfordring at sende en
taksigelsesadresse til skibets patriotiske eier. Den deputation, der kom
for at overrække ham en afskrift af kongressens protokol, blev alt andet
• end naadig modtaget af Vanderbilt. Han spurgte dem, om det var
saaledes, et stort land skulde opføre sig, og med hvilken ret det tilegnede
sig som eiendom, hvad der kun havde været et laan. Deputationens
medlemmer blev yderst forvirrede og søgte at forklare ham, at der
maatte foreligge en misforstaaelse, og at man skulde give ham hans
skib tilbage.
„Aa, gaa pokker ivold!" svarede kommodoren ærgerlig, „og behold
skibet, siden I liar taget det. Det kan være mig det samme; jeg har
mange nok igjen alligevel."
Og han sagde sandt. Hans flaade talte dengang næsten hundrede
skibe, spredte paa alle have.
Hans yngste og kjæreste søns død formaaede ham endelig til at
vende sine øine mod William, den ældste, der styrede sin gaard med
dygtighed og begyndte at bli velstaaende. Han fulgte ham med
opmerksomhed uden dog at hjælpe ham, nysgjerrig efter at se, om han kunde
greie sig alene. En underlig tildragelse bragte ham snart paa bedre
tanker om denne søns fremtid og medførte en uventet tilnærmelse mellem
dem. En dag spurgte William faderen, om han vilde sælge ham
gjødseldyngen, som laa udenfor hans stald; han havde brug for den til sit
gaardbrug og vilde med baad føre den over til sig paa den anden side
af bugten.
„Hvormeget vil du give mig for den?" spurgte kommodoren.
„Fire dollars pr. ladning."
„Godt," svarte kommodoren og var mere end nogensinde overbevist
om, at sønnen ikke forstod sig paa forretninger, da prisen var dobbelt
saa høi, som den burde være.
Dagen efter gik kommodoren ned til bryggen og traf sin søn der.
Skuden, som netop var fuldlastet, holdt paa at lægge fra land.
„Hvor mange ladninger har du der, Bill?"
„Hvor mange? En, naturligvis."
„Aa snak, — der er mindst tredive."
„Nei, det er der ikke. Naar jeg byder paa en ladning, saa mener
jeg naturligvis, hvad min skude kan bære."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
