Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frances Power Cobbe: De to religioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
De to religioner. )
Menneskeslegtens religioner, hvor forskjelligt; de end klassificeres,
som naturlig eller aabenbaret, hedensk eller kristen, monotheistisk eller
polytheistisk, er, i moralsk forstand, kun af to slags, nemlig: den, som
dyrker magten, og den, som dyrker godheden.
Paa de følgende sider skal jeg forsøge at træklee op den linie, som
adskiller dem.
Verdens tidligste religioner (herom synes de moderne autoriteter
at være fuldt enige) var modifikationer af naturdyrkelse, eftersom
sol-myther danner basis for dem alle, og de himmelske legemer er de første
gjenstande for tilbedelse. Antager vi dette for sandt i hele sin
udstrækning, og at sol og maane, guderne, tordenguden og havguden var
ophøiede guddomme i primitive menneskers øine, finder vi iøinefaldende
grunde for, at den rene og simple dyrkelse af magten var den tidligste
fonn for deres religion. Disse guddomme stod nemlig for den
enfoldige opfatning afvekslende som tilføiende ondt eller godt; og det eneste
formaal for deres tilbeder maa have været at stemme dem gunstig eller
afvende deres mishag.
Det er vanskeligt for enhver, der er opdraget i den engelske
gudfrygtigheds atmosphære og oplært til at betragte religion og
retfærdighed som uadskillelige lig de to sider af et skjold, fuldstændigt at skille
de to begreber fra hinanden. Men en smule overveielse vil godtgjøre,
at paa basis af naturdyrkelse kunde religionen intet have at bestille
med retfærdighed, at meget mere, hvis den i det hele paavirkedé éns
vandel udenfor den rene iagttagelse af religiøse former, det maa have
været i en retning, der var moraliteten modsat. Saalænge himmelens
guddomme troedes at være saaledes som Tennysons Artemis, eller
saaledes som Homer fremstillede dem — Zeus og Hera, Ares og
Afrodite, — hevnsyge, forræderske, sanselige og grusomme, kunde deres
tilbeder umulig forestille sig, at de vilde være særlig tilfredse med ham,
naar han var forsonlig, retfærdig, kysk og barmhjertig. De ofre, der
var saadanne guder velbehagelige, var tydelig alt andet end „en
sønderbrudt aand og et sønderknust hjerte", udøvelsen af retfærdighed eller
barmhjertighed. Hvis menneskene kim de vinde deres gunst maatte det
være ved at bygge dem templer, mangfoldiggjøre statuer, som
fremstillede dem, ofre dem hekatomber af kvæg og faar (maaske hvis de
var særligt dystre guddomme, som Moloch, ogsaa af menneskelige ofre)
og ved feiren af bacchanalske orgier paa bjergene, eller ved unævnelige
tøilesløsheder i babylonske templer.
Den mest ophøiede følelse, som det er muligt at forbinde med den
rene dyrkelse af magten, var taknemmelighed, der lagdes for dagen,
naar tilbederen tillagde sin gud helbredelse af sygdomme, frelse fra
havsnød eller seir over fiender. Den græske religion har efterladt
talrige spor af saadan taknemmelighedsfølelse, som. for eksempel
opførelsen af templet til Phøbus Epicuriös i Pheigaléia formedelst pestens
ophør, eller de private ofringer til Æsculap for gjenvinding af hel-
’) Contemporary Review.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
