Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frances Power Cobbe: De to religioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
bedelse. Det er en af de dybeste erfaringssandheder, at den dag, et
menneske fast beslutter sig til at adlyde sin samvittighed og at være
retfærdig og sand og barmhjertig, saaledes som den tilsiger ham, den
samme dag kommer han ind paa det omraade, hvor den guddommelige
aand virker synligt, og hvor han senere eller snarere bliver sig det
bevidst.
Pligtens vei er i mange henseender veien til Gud.
„Gud er hos de dødelige ved samvittigheden" sang alt Menander
i et af de faa brudstykker, der er efterladt af den gamle digter-profet;
og gjennem samvittigheden er jeg overbevist om, at de dødelige
fandt ham.
Saaledes kan vi paa dette andet stadium se den oprindelige
naturdyrkelse gaa over til en blandet theologi, udsprungen af forskjellige
kilder. I navnet blev de gamle naturguder beholdt; men deres
eiendommeligheder forandredes.
En bemerknings værdig kjendsgjerning for dette andet stadium er,
at den menneskelige forestiling om Gud ikke blot blev forædlet, men
paa en vis maade forenklet. Menneskene i Indien, Persien, Egypten og
Grækenland ophørte ikke at tro paa tilværelsen af en flerhed af guder;
men i ethvert land synes de at have trukket frem én guddom af det
traditionelle Pantheon og at have henvendt til ham al deres mere
alvorlig mente tilbedelse.
Disse blandede religioner, halvt naturdyrkelse og halvt tilbedelse
af en moralgud, var nødvendigvis i høieste grad forvirrede og ulogiske.
Folk sammenblandede sin skræk for den vrede og lunefulde tordner
med sin vaagnende ærbødighed for guddommelig retfærdighed, og
hilsede Jupiter som Optimus Maximus, endog samtidig med at deres
digtere, som Ovid, tillagde ham afskyelig grusomhed og sanselighed.
De mest barnagtige legender var i omløb i Ægypten, vedkommende
Osiris og de andre nilguder, endog naar de fromme ægyptere følte sig
fuldt forvisset om, at de vilde fuldbyrde en retfærdig dom over hans
sjæl i det kommende liv. I det gamle Indien maa Varuna, Indra og
Agni efterhaanden være bleven ophøiet uendelig langt over den
oprindelige „Himmel", „Luft", eller „Ild", førend den første kunde
tiltales, som han behøver det i Pig-Veda.
„Naarsomhelst vi mennesker, o Varuna, begaar en synd for den
himmelske hærskare, naarsomhelst vi bryder loven ved ubesindighed,
saa hav barmhjertighed, almægtige, hav barmhjertighed!" (Rig-Veda
VII. 89.)
Og fremdeles:
„Hvorledes kan jeg nærme mig Varuna? Vil han modtage mit
offer uden mishag? Pri os fra vore fædres synder, og fra dem, som
vi har begaaet i vore legemer.
Det var ikke vort eget verk, o Varuna! Det var fristelse,
beruselse, lidenskab og ubesindighed. Endog søvnen bringer
uretfærdighed."
Og guddommens alvished skildres af forfatterne af hymnerne i
Atharva-Veda næsten som af salmisten i den 139te salme:
„Verdens store herre ser, som om han var nær. Om et menneske
staar eller gaar eller skjuler sig, om han lægger sig eller staar op, det
ved kong Varuna. Han er der som den tredie. Den, som kunde fly
endog langt hinsides himlen, vilde ikke blive fri for Varuna. Kong
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
