Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Julius Tschudi: Home-rule-bevægelsen i Irland i dens nyeste fase
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Gladstones. ultimatum havde oprindelig havt formen af en privat
skrivelse, stilet til lians egen adjutant John Morley samt til
Par-nells daværende adjutant Justin M’Carthy. Men da det viste sig,
at ingen notits blev taget deraf, lod lian (let offentliggjøre.
Offentliggjørelsen medførte dog ingensomhelst forandring i Parnells
holdning. Han optraadte med en tillid og suffisance, der forbausede
lians tilhængere ligemeget som hans modstandere, og han
behandlede Gladstone, og hvad der udgik fra det hold, som noget ganske
ligegyldigt, der ikke i mindste maade berørte ham.
Det var en opfatning af situationen, der dog meget snart
skulde vise sig ikke at blive delt af det irske parlamentariske parti
i dets helhed. Dette parti var ved den udvikling, sagerne havde
taget, kommet i det pinligst tænkelige dilemma, idet det var bleven
stillet valget mellem Parneil og Gladstone.
Parneil var deres egen fører, som de gjennem en række af
aar havde fulgt med ubetinget tillid og blind lydighed, og som
havde knyttet dem til sig ved forskjellige afhængighedsbaand, baade
aandelige og materielle. En politisk leder i Irland er noget andet
og adskilligt mere end i andre lande,, og det er ikke for intet,
at de to virkelige politiske førere, spm Irland i dette
aarhundrede har havt, nemlig Daniel O’Qonnell og Parnell begge
er blevne betegnede som „ukronede konger". Parnell havde ikke
alene organiseret dem og samlet dem til en fast sluttet slagorden,
men han havde tillige faktisk udpeget dem som valgkandidater
i deres respektive valgkredse. Han havde derhos nøglen til
pengekassen med agitationsfondene, — et moment af ikke liden betydning;
thi de irske parlamentarikere eller ialfald en del af dem levede
paa denne kasse (storthingsmændene i Storbritanien oppebære, som
bekjendt, ikke nogen djæt af statskassen). Hertil kom, at. Parnell
havde faaet et yderligere tag paa disse herrer gjennem- deres egen
adfærd efter skilsmissesagen. Lige efterat dommen i denne var
falden, havde de utrykkelig afvist enhver tanke om, at den skulde
have nogen indflydelse paa deres forhold til Parnell, som den
urimeligste og umuligste ting af verden; de havde erklæret sin urokkede
og urokkelige tillid til ham; de havde gjort det i den høieste og
mest afgjørende tonart, og de havde gjort det alle som en. Thi
Michael Davitt, — der, som jeg allerede har nævnt, havde hævet den
moralske indignations røst i Irland, forinden Gladstone havde aabnet
sin mund eller dyppet sin pen i den anledning — er ikke
stor-thingsmand og har aldrig været det. Fra de irske storthingsmænd
af home-riüe-partiet var der ikke fremkommen den svageste
oppositionslyst ligeoverfor Parnell — foruden Gladstones ultimatum. Det
var først, efterat dette var udstedt, og det deraf var bleven
aabenbart, at Gladstone gjorde Parnells fratræden til en conditio sine
qua non for sin egen fortsatte virksomhed i home-rule-sagens
tjeneste, at mange af dem fik betænkeligheder ved at liolde paa Parnell.
Med andre ord: de fik betænkeligheder ikke af hensyn til moralen,
men af hensyn til Gladstone. Deres synspunkt har vel omtrent
været dette: Parnell er visselig en stor og fortjent leder; men han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
