Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Hans sidste breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans sidste breve.
25de august.
Hvor lier er uendelig trist!
For lier er ingen sol idag, ser du, det er bare saa graat og
vaadt altsammen. Saa sidder der en gäl kone i sideværelset, —
en fed, styg én med blanke, sluknede øine og mimrende underlæber,
— og hun har sat og pint mig i hele eftermiddag med en dræbende
syngen-salmer.
Og vinden uler saa langt over moen, en dør slaar op og igjen,
op og igjen, regnen slaar mod ruderne, og det er saa trøstesløst
altsammen, altsammen!
Du skal ha tak for dit brev. Men, kjære, lov mig én ting:
herregud, nævn aldrig mere hende, for det piner mig saa! —
Ser du: Du hører til de lykkelige i verden, de, der forelsker
sig og gifter sig med sin hjertenskjær, avler mange børn, faar en
salig ende og dør glade. — Og saa faar de hvide blomster paa
sin kiste og de blir baarne bort, mens folket græder og mange
klokker ringer.
Men det er en ganske anden sag med mig. Jeg er en fremmed
fugl, og derfor vil jeg læse skjønne vers og stolte sange om mænd,
som ikke faar de mange taarer og de mange klokkers klang over
sin grav, — „welche sterben, wenn sie lieben." Og jeg vil forsøge
at drømme, — 0111 sol og deilige dage ....
Om en kvinde; — ikke hende, men en kvinde, som er saa
skjøn, at hendes skjønhed ei kan nævnes, og som dog ser paa mig
med store, bedrøvede øine.
Hun skal ha et navn, der skal klinge varmt og deiligt, men
jeg kan intet finde, og saa kalder jeg hende Sul eima . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
