Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Minna Canth: Selvbiografiske meddelelser. Ved Harald Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
holder ingen dybere psychologi og er heller ikke i nogen henseende
kunstnerisk modent. Ikkedestomindre gjorde det et mægtigt
indtryk, da det opførtes i 1885, og hævedes af nogle til skyerne, mens
andre udgjød vredens skaaler over det. Man skaante mig ikke; det
haglede med beskyldninger og skjældsord. Jeg fremstilledes som
atheist, — forældre forbød sine børn at vanke i mit hus, jeg
mistede en hel hob af mine venner, og der krævedes overhovedet
et vist moralsk mod hos de gjenbli vende at vove at kjendes ved
mig. Men det var naturligvis ikke bare paa grund af „Arbeiderens
hustru". Jeg havde skrevet artikler i samme aand, naturalistiske
noveller og derhos forvildet ungdommen ved at læse op for den af
Brandes’ „Hovedstrømninger". Der fandtes aabenbart ikke et værre
menneske i landet dengang end undertegnede. Fromme mennesker
opdigtede og udbredte de urimeligste historier, troende at gjøre en
Gud velbehagelig gjerning dermed, — man beklagede mine stakkels
børn, som havde et sligt vidunder til mor, o. s. v. Og selvfølgelig
øvede alt dette en tilbagevirkning paa mig.
Den sjælelige tilstand, hvoraf „Arbeiderens hustru" var
fremgaaet, var en følelse af livslyst, mod og kraft, hvilket alt dog
kanske skjulte en sygelig ophidselse af nervesystemet. Der skede
et omslag. Hjernens overanstrengelse, de mange voldsomme angreb
paa mig og smerten ved at have mistet mine venner bevirkede en
høi grad af nedtrykthed. Jeg maatte nu paany bære en stadig
sjælelig lidelse, en følelse af lamhed i hjernen, der lod mig frygte
det værste. Jeg grebes af en ubeskrivelig bitterhed mod mit land
og tænkte sterkt paa at udvandre.
Men missionskaldet vedblev at leve i mig. Jeg vilde kjæmpe
til det sidste for de undertrykkede og forurettede. Og saa skrev
jeg „Ulykkens Barn", en skildring af proletariatets elendighed,,
sluttende med fortvilelse, ugjerning og fængsel. Dette stykke
opførtes kun enTneste gang 1888, da det ogsaa udkom i trykken.
Den videre opførelse blev forbudt ; det ansaaes for revolutionært,
opviglende. Dertil kom noget for mig uventet: det tilintetgjordes
ogsaa af kritiken, ikke blot den konservative, men ogsaa, paa faa
undtagelser nær, af den frisindede kritik.
Jeg havde altsaa paa en bedrøvelig maade faaet orlov fra
theatret; min forfattervirksomhed ansaaes nu mere knapt fra noget
hold værd nogen opmuntring. Tilvisse lik jeg i den tid sande
Renans ord: „Meget sterk og meget klog maa den være, som af
pligt, ærgjerrighed eller en umild skjæbne kaldes at blande sig op
i den stakkars menneskeheds anliggender."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
