Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edouard Rod: Tolstois moral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
i deres budget og deres samfundsstilling, ikke vil ombytte sin stilling
-som rentenist, finantsmand eller forfatter med legemligt arbeide, og
ikke vil opgive en eneste af sine fornøielser. Den store moralist
har havt aabent øie for dette. Han har forstaaet, at den væsentligste
hindring for hans ideers sandhed ikke var de verdsligsindedes
dialektik, men deres ligegyldighed, den letsindige ro, hvormed de atter
og atter hengiver sig til vaner, hvis grufuldhed og farer de selv har
erkjendt. Og det er til dein, han har skrevet sin sidste traktat:
„Arbeider, mens det endnu er dag."
Man kan vanskeligt tænke sig noget mere overbevisende og
betagende end denne enkle historie: Det handler om en mand, der i
forskjellige perioder af sit liv er lige ved at erkjende sandheden;
men altid støder han den tilbage, overbevist ved aarhundredets visdom.
For at sandheden skal erobre ham, maa alle hans forhaabninger omstyrtes,
han maa udsættes for lidelsen. Og lian har da kun en ufrugtbar
alderdom at ofre den sag, der — det er han nu overbevist om — vilde
have været hans anstrengelser værdige, det eneste liv, som fortjener
at leves. — Tolstoi har selv i en af sine personers mund lagt alle
de elendige og selvmodsigende beviser, der altid vil seire over hans
høie visdom:
„Det er besynderligt, ufatteligt! Nu er I alle enige om, at vi
bør leve efter Guds lov, at vi alle i virkeligheden lever i det onde
og synden, at vi lider under det paa sjæl og legeme; — men
naar det gjælder at virkeliggjøre vore planer, saa vil vi gjøre en
undtagelse ’med vore børn, der, underlig nok, ikke høi’ vænnes til det
nye liv, men opdrages efter det gamle liv, som vi fordømmer.
Fremdeles, -— de unge mænd maa ikke modsætte sig sine forældres vilje, og
istedetfor at antage det nye liv, skal de fortsætte i de gamle
vildfarelser. De gifte mænd har ikke ret til at paatvmge sine koner og
børn dette bedre liv, og de skal tilligemed sin familje fortsætte det
liv, de fordømmer. Hvad oldingerne angaar, saa har de ikke vænnet
sig til de nye vaner — og de har desuden kun nogle faa dage igjen
at leve i. Det forekommer mig da, at der er ingen, som skal føre
et godt, enkelt og moralsk liv. Det høieste vi kan drive det til,
er at snakke öm de fordele, det muligens kunde yde."
I dette punkt kunde det hænde, at Tolstoi havde ligesaa megen
ret som i de andre. Ak — kan man harmes paa de stakkels
mennesker, som vil det gode, men ikke magter at realisere det? De
ligner reisende, som har forvildet sig i nattens mørke og ser lys
blinke langt borte i det fjerne. De ved, at disse lys er huse, hvor
de kan finde føde og ly, og da de er trætte, vil de gjerne begive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
