Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Gomperz: Aristoteles og hans nyopdagede skrift om athenernes statsforfatning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
danner et mangestemmigt kor. Størst interesse for Europa har de
helleniske mindesmerker. Nogle høist vigtige græske fund er i den
sidste tid gjort af engelske privatsamlere, saavelsom af britisk museums
bestyrelse; og blandt disse indtager den vidunderlige gjenfindelse af
Aristoteles’ skrift om athenernes statsforfatning ubetinget den første
plads.
Tabet af denne bog har i lange tider været beklaget med mangt
et lærd Kheu! Nu er dette atter traadt for dagens lys i fire næsten
fabelagtig godt bevarede papyrusruller, som paa bagsiden indeholder en
del regnskaber fra et landgods fra keiser Vespasians ellevte
regjerings-aar (aar 78—79 e. K.). Kun begyndelsen, der omhandler kongetiden,
mangler. Slutningen, der med forbausende udførlighed behandler
retsvæsenet, er desværre fuld af mange huller. Den af Kenyon, assistent
ved det britiske museum, foranstaltede og med en kommentar
ledsagede udgave, er en meget respektabel præstation og opfylder alle
fordringer, som med billighed kan stilles til en saadan „første udgave".
Saaledes er da Aristoteles opstaaet fra de døde. Han staar levende
for os, han har rettet sine smaa gjennemtrængende øine paa tilhørerne
og fortæller dem om den atheniske stats oprindelse, udvikling og
forfald. Hvorledes gjør han det? Hvorledes er hans fremstillingsform,
hvad er aanden i hans forskning?
Hvad der først og fremst berører os saa velgjørende, er den
ædle, enkle, fornemme tone. Vi lytter til en mand, som helt og
holdent er fordybet i sit emne, og kun forsaavidt tager hensyn til
læseren, som han af al magt bestræber sig for at rydde enhver
anstødssten afveien. Forfatteren af „Rhetoriken" er selvfølgelig paa det
nøieste fortrolig med alle sin tids stilistiske kunstmidler, men han gjør
et meget umådeholdent brug af dem.
Hans fremstilling er elegant, uden noget tilløb til dekorativ
overlæsselse eller pretentiøs aandrighed. Kun af og til undslipper der ham
en epigrammatisk tilspidset vending som følgende: „Da folket havde
stemmestenen i haanden, havde de stadens ledelse i haanden."
Karakteristisk er den øiensynlige forkjærlighed, han har for Herodot i
mod-saftning til Thukydid. Man skulde have gjættet paa det modsatte.
Man skulde snarere have ventet at finde, at historieskriveren blandt
filosoferne mest vilde have følt sig draget mod filosofen blandt
historieskriverne. Men ligeartede poler synes ogsaa her at have frastødt
hinanden. Thukytides’ altfor tanketunge, overdrevent sammentrængte
og i høieste grad tilspidsede sprog har øiensynlig ikke forekommet
Aristoteles at være den naturlige form for historieskrivning.
Thuky-tlides nævnes ikke her, ligesaalidt som i hans øvrige verker og faar
i anledning af en historisk detalj en indirekte, men temmelig skarp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
