Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Gomperz: Aristoteles og hans nyopdagede skrift om athenernes statsforfatning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
riske del. Af den ser vi med overraskelse, at udviklingen af den
atheniske forfatning fremviser en langt høiere grad af kontinuitet, at
den besidder langt flere kjendetegn paa en stadig, organisk udvikling,
end vi hidtil har kunnet ane. Det er en historisk-politisk indsigt af
allerhøieste værd, Aristoteles herved skaffer os. Athens storhed var kort
varig nok; men den vilde — det kan vi nu med fuld sikkerhed paastaa
— visselig have været endnu meget mere kortvarig, hvis
begivenhederne i virkeligheden havde tildraget sig, saaledes som en Plutarch
skildrer os dem; hvis alt der, hvor vi nu erkj ender og beundrer som
organisk naturvækst, havde fuldbyrdet sig saa springende, saa
uformidlet, saa uhistorisk. Ligeoverfor denne grundige forandring, som
vor opfatning af det atheniske forfatningslivs gang undergaar, —* føler
man sig næsten fristet til at opstille typiske love for den historiske
glemsel og forvrængning af kjendsgjerninger. Tre saadanne love
træder os her imøde — vistnok ikke for første gang, men med en
forbløffende tydelighed, som aldrig før: Store forgjængere forsvinder
ganske eller næsten i skyggen af støn-e efterfølgere. En lang
udviklingsrække har en tilbøielighed til at sammentrænge sig til et
punkt og hos overfladiske og effektjagende skribenter at fortætte sig til
et theaterkup eller en statsaktion. Værst faren er en slig udvikling
ligeoverfor en overlevering, der ikke vogtes med omhyggelig og
samvittighedsfuld troskab. Thi traditionen vil gjerne spille en kunstnerisk
ingeniørs rolle. Den regulerer historiens strøm. Den viser os rette
linjer, hvor der i virkeligheden var uendelige krumninger. Vi vil faa
fuldt op af eksempler paa disse historieforfalskende tendensers magt,
naar vi kaster et blik paa de vigtigste forandringer, som Athens
for-fatningsvæsen har undergaaet i tidernes løb.
Allerede slutningen af kongetiden viser sig nu for os i et
fuldstændig nyt 1}ts. Efter Ivodros’s død — saa hed det hidtil — blev
kongedømmet simpelthen afskaffet og den øverste magt overdroges en
embedsmand, arkont kaldet, der ligesom sine efterfølgere hørte til
kongefamilien, og hvis værdighed var livsvarig. Saaledes blev
oprin-rindelsen til arkontinstitutionen, de senere ni arkonters aarlige
herredømme, forklaret. Denne fremstilling var vel egnet til at vække
betænkeligheder, hvad den ogsaa havde gjort. Eor akkurat 20 aar
siden opkastede en senere afdød tysk-russisk lærd, Karl Lugebil,
merk-værdig nok for første gang det spørgsmaal: „Hvorved adskilte
da et livsvarigt statsoverhoved af den kongelige slegt sig fra en
virkelig konge?" Svaret lød: „Ved sin ansvarlighed." Men
hvorledes lod en herskers strenge ansvarlighed sig forene med hans
magts livsvarighed? Mangt et kongehus har jo fundet sig i rent
forfatningsmæssige indskrænkninger, uden at derfor den monarkiske vær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
