Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Gomperz: Aristoteles og hans nyopdagede skrift om athenernes statsforfatning - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
di’ghed havde forandret navn. Saaledes i Sparta, hvor den kongelige
magt ved eforernes stigende indflydelse næsten var forflygtiget til en
skygge. Og naar dronning Victoria ikke besidder tiendedelen af den
magtfylde, som Elisabet raadede over, saa er hun derfor ikke ophørt
at kaldes dronning. Navnet pleier paa dette omraade at overleve
tingen, og der er intet, som taler imod, at dette ogsaa var tilfældet i
Athen. Ja én omstændighed taler med afgjørende kraft derfor, den
kjendsgjerning nemlig, at ikke blot i adelstiden, men ogsaa under
fuldt-udviklet folkestyre, kongetitelen blev staaende uforandret og blev
baaret af en af de ni arkonter. Hvorledes var dette muligt, hvis der
havde fundet sted et brud paa den historiske kontinuitet? De mere
indsigtsfulde forskere af den græske historie har derfor nylig forkastet
den gamle forklaring af arkontinstitutionen uden dog at kunne stille
en bedre istedet. Nu faar vi forklaringen af Aristoteles. Det
begyndte med, at man gav lidet krigsdygtige konger en krigsøverste
(arcfion polemarchos): en øverste forvaltningsembedsmand (den senere
ardion eponymos) sluttede sig derefter til ham. Man kommer til at
tænke paa de hushovmestre, der stykke for stykke tilrev sig de
merovingiske kongers magt. Kongemagten skrumpede mere og mere
ind, tilslut var der ikke andet igjen af den end statens repræsentation
udad og især ligeoverfor guderne. Kongedømmet dø le en naturlig
død; man var derfra uformerket gledet ind i det andet stadium af
forfatningsudvikiingen: adelsherredømmet.
II.
Bent ud forbløffende virker meddelelserne om Drakon. Havde
en kandidat for to uger siden kommet med noget saadant ved
eksamensbordet, vilde han være bleven afvist med skarphed. Vi kjender
Drakon kun som forfatter eller (efter den rigtigere anskuelse) som
codificator af den blodig-strenge straffelov; og nu lærer vi ham at kjende
som ophavsmand til de vigtigste forfatningsreformer. Lodtrækning
som middel til embedsbesættelser gjaldt hidtil for os som kjendetegn
paa det fuldt udviklede atheniske folkestyre, om ikke som udslag af
den „demokratiske mistro og misundelse"; vi ser nu, at den ialfald
fça Drakons tid indtog en vigtig plads blandt adelsregimentets
indretninger. Nogle af de frugtbareste reformer, der ifølge en enstemmig
antaget tradition tilskreves Solon, viser sig at være hans ikke mindre
betydelige forløbers verk. At vi ogsaa allerede her faar høre tale om
en folkeforsamling (ekklesia) maa ikke forbause os saa meget. Thi
paa folkeforsamlinger af alle politisk berettigede liar det jo, som de
homeriske digte viser, heller ikke manglet i kongetiden, og disses kreds
indskrænkede sig ogsaa under Drakon kun til de „vaabenbærende"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
