Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Gomperz: Aristoteles og hans nyopdagede skrift om athenernes statsforfatning - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
gammel og ny tid. Allerede en samtidig af Aristoteles,
historieskriveren Androtion, fandt .xlet ikke foreneligt med den ærefrygt, man
skyldte den store lovgiver, at tiltro ham en voldsom indgriben i
erhvervede rettigheder, og vilde derfor ikke tro paa en tilintetgjørelse
af gjælden, men kun paa en formindskelse, der skulde være en følge
af Solons reduktion af inyntfoden. Heri har mange nyere forfattere
fulgt Androtion uden at betænke, at den eiendomsløse debitor var
lidet hjulpen med istedetfor 100 drachmer, som han ikke eiede, at
skulle betale 73, som han ligesaa lidet eiede. At de to bestemmelser
intet med hinanden har at gjøre, at overgangen fra den gamle
ægi-næiske til den eubøiske myntfod kun tjente handelspolitiske formaal
og var bestemt til at aabne verdenshandelen for den atheniske
søfarer og kjøbmand, — det er noget, som Ulrich Køllier först for tire
aar siden klart har erkjendt og grundig paavist. Nu er den sidste
tvil hævet. Solons seisachteiu var virkelig det, som navnet siger, en
fuldstændig tilintetgjørelse af alle gjældsforpligtelser, hvad enten
debitor var en privatmand eller staten. Med rette kunde den store
mand rose sig af at have forløst moder jord fra de gjældssøiler
(hy-pothektegn), som hvilede paa den, og talrige borgere fra trældom.
At selv en saa konservativ politiker som Aristoteles meddeler dette
uden et dadlende ord, at han tvertimod i høi grad bestræber sig for
at rense Solon for den smudsige mistanke, at han af denne
bestemmelse skulde liave øst uren personlig vinding, — dette beviser mere
end noget andet, at han — og hvor findes et mere meningsberettiget
vidne? — i bestemmelsen saa et bud af en jernhaard,
uafviselig-nødvendighed. Heller ikke rystede denne enestaaende krænkelse af
erhvervede rettigheder tro og love i mindste maade. Aldrig blev noget
lignende gjentaget eller endogsaa kiui forsøgt; ingen ståt har taget sine
økonomiske forpligtelser saa alvorlig som netop den atheniske. I sin
levetid tilfredsstillede vistnok ikke Solon nogen af cle stridende partier.
Bmaafolkene var ikke længere fornøiede med det, som de kort
ifor-veien ikke havde vovet at haabe i drømme ; de forlangte nu en
jord-luldeling. For optimaterne derimod stod den dristige sociale
reformator som en frafalden partifælle. Hans personlige tilhængere endelig
kunde ikke tilgive ham, at han ikke havde fuldført den „fiskefangst",
som alt var saa vel forberedt til, at han ikke havde grebet efter den
høieste magt, som de havde haabet sig et rigt bytte af. Kun
efterverdenen lønnede den som en halvgud dyrkede redder af samfundet
med evig taknemmelighed.
Den har derfor ogsaa, som vi allerede saa, tilskrevet ham mange
reformer-, hvis ophaysmand i virkeligheden var Drakon. Andre, som
oldtiden snart tilskrev ham snart Pisistratos (f. eks. loven mod ledig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
