Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
De er nok saa venlig at blive siddende endnu lidt, sagde han
hæst, men skreg saa pludseligt op.
Saa De tillader Dem at tro, indbilder Dem, at det gaar an
at sidde slig og lyve mig fuld, hvad? Svar! Han raabte saa liøit,
at jeg syntes, de maatte kunne høre det helt forud, og saa mig
truende ind i ansigtet.
Jeg forsøgte ikke engang at svare. Efter mit uheldige forsøg
paa at snakke ham efter munden havde jeg rent opgivet at blive
ham kvit paa den maaden. Jeg sad bare taust og stirrede paa
denne haanden, der febrilsk dirrede inde i lommen.
Træk den bare ud, forsøg kun at spænde hanen! Ved den
mindste mistanke derom kaster jeg mig over dig.
Og mens vedblev han med stigende heftighed:
Har De aldrig en sommerdag pludseligt følt en isnende frost
fare gjennem Dem og samtidigt seet, hvordan det med et slag blir
vinter rundt om, blir hvidt, koldt og dødt. Trærne staar med
fuldt løv men det er frossent, skinner som anløbent sølv. Marken,,
der nys bølgede i grønne sjøer er bleven en graableg stiv flade;
hvert straa er bleven et fint glasrør og kronerne til glasdobber og
prismer. Al fuglesang, al menneskelarm, alt liv og bevægelse er
død og borte. Det eneste hørlige er en underlig svag klingende
musik fra glasmarken, hvor rørene gnides mod hinanden. De selv
er det eneste, absolut det eneste, i hvilken der endnu pulserer hedt
rødt blod og hvori der endnu arbeider tanker i denne verden af
øde. Og saa pludselig øiner De langt, langt ude paa den hvide
ismark mod den farveløse blyhimmel et sort rundt punkt, sort som
hundredaarigt, sammenperset gravmørke. De har en følelse af,
hvad det er men De ved det ikke; De bare forsøger at komme
undaf, væk, rigtig langt hort, Men det følger efter Dem, sluger
alt hvidt i sit sorte gal), kastende en himmelhøi truende graa
skygge foran sig. Og det indhenter Dem; nu kan De kjende dets
ligaande i Deres nakke; De kan ikke puste. De kan ikke se; det
er, som Deres brystkasse trykkes flad; De kan formelig høre den
knasende lyd af ben, der knækkes og brydes i kjød, og (let
brænder i Deres hoved som helvedes ild. Hvad? Har De aldrig
følt det?
Han havde reist sig og stod ligeoverfor mig med
blodunderløbne øine og skum i niundvigerne. Uvilkaarlig reiste jeg mig
ogsaa. Dette var for fælt at se paa. Dette maatte have en ende.
Jeg følte lyst til at rive denne urolige dirrende haanden ud af
brystlommen, til at se revolvermundingen rettet mod mig.
Men han vedblev ustandselig.
Eller har De aldrig vaagnet en nat ved lyden af skridt langt
borte. De ved, at de kommer til Dem, men De vil ikke tro det.
De gjemmer Dem urider dynen og De putter fingrene i ørene. De
vil hverken se eller høre, og De hører alligevel, hvordan skridtene
kommer, altid nærmere og nærmere; saa dreier de om hjørnet, nu
kommer de opover gaden. Gangen er lidt uregelmæssig; den ene
fod slæbes lidt, og han saa ned paa mine fødder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
