Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
Jeg skvat op. Derfor altsaa denne opmerksomhed, han havde
vist mig; kanske han nu i sin galskab endog troede at kunne befri
sig for fremtidig lignende forfølgelse. Det rislede koldt gjennem
mig, og mine øine fulgte anspændt alle hans bevægelser, mens han
vedblev:
Og De ligger og haaber, at skridtene skal gaa forbi, men de
kommer, kommer lige til gadedøren og De kan høre, hvordan det
knirker let i laasen.
Nu er det inde i entreen. Der blir en liden stands et eneste
lydløst, gravstilt minut, og De begynder næsten at haabe, at det
er væk. Saa pludselig lyder skridtene igjen i trappen, altid lidt
slæbende, og han skulede atter med et ondt blik ned paa mine
ben, og desuden saa langsomt, aa saa pinligt langsomt men altid
ligefrem uden at famle. Og nu er de oppe paa gangen, nu gaar
de henover den, forbi den første dør, forbi Elises dør, forbi . . .
nei nu standser de ligeudenfor min dør; i næste sekund . . .
Han taug og tog et skridt henimod mig, dirrende af
sindsbevægelse over hele legemet, og jeg syntes sikker paa, at haanden
inde i brystlommen knyttede sig.
Bære eller briste, tænkte jeg; dette er for ulideligt. Jeg
samlede al min styrke, skjød ryg som en panter paa sprang for at
kaste mig over ham, vriste ham revolveren af haanden, holde ham
fast, kaste ham omkuld, slaa ham i svime, om det skulde behøves,
og jeg aabnede alt munden for samtidigt at sætte’ ud i et
fortvilelsens nødskrig . . . da salondøren gik op og kaptein Hwasers
svære skikkelse viste sig i aabningen.
Jeg kunde have omfavnet ham, der han stod tryg og bred i
den blaa sømandsjakken med guldtresserne og glitrende rimperler
i det lyse krøllede skjæg. Han kastede et forundret blik paa os
to midt ude paa gulvet og traadte helt ind.
Naa mine herrer er endnu oppe; haaber dere efter fattig
leilighed har faaet tiden til at gaa.
Jeg ved ikke, hvad jeg svarede, om jeg i det hele taget
svarede. Jeg ved kun, jeg rent instinkmæssig søgte at komme væk
fra det selskab, jeg var i. og styrtede ud gjennem døren, henover
gangen og ind i min egen lukaf. Og jeg slog døren haardt igjen.
Var der da ikke en slaa? Jeg famlede henover, fandt den endelig,
fik den skudt for, prøvede, om døren virkelig var igjen, og faldt
saa udmattet 0111 paa sofaen. Det var ligefrem som om ikke benene
kunde mere. Jeg ved aldrig, hverken før eller senere, at have
havt den følelse af . . . skræk er et altfor mildt ord.
Næste morgen, da jeg endelig vaagnede og kom op, laa vi ved
bryggen i Kristiansand. Min reisekammerat var alt gaaet iland,
og jeg har aldrig seet ham siden.
Men ofte i den første tid bagefter kunde jeg ikke lade være
at reise det spørgsmaal: Havde han et vaaben derinde i lommen
og havde han 0111 end kun et øieblik virkelig tænkt paa at be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
