Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Hansen: Kristiania theater 1890—91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
Kristianienserne har derfor i sæsonen 1890—91 levet paa en litterær
og kunstnerisk sultekur, som er uden sidestykke i det hele øvrige
Nordens større byer.
Syv nyheder kan naturligvis have ikke ringe betydning for
theatret og publikum, naar de er gode, og naar dertil kommer en
række værdifulde nyindstuderinger. Men nyhederne i 1890—91 var
paa ingen maade nogen udvalgt samling af interessante arbeider. Naar
undtages „Hedda Gabler", som vel sagtens paa grund af sin forfatters
klassiske navn vil blive gjenoptaget en og anden gang i fremtiden,
vil de øvrige nyheder forsvinde for stedse med denne sæson,
oven-ikjøbet uden at have gjort endog blot forbigaaende lykke. De fleste
af dem havde rigtignok krav paa at blive spillede, men det var
hensynsløst af theatret ikke at sørge for andre og bedre nyheder ved
siden af, men tvertimod benytte sig af sin privilegerede stilling som
eneste scene i en stor by til at udnytte de tarvelige stykker, som der
jo altid var nogen, der vilde se. Naar man har en sulten mave,
gaar den tørre jyde ned. Bankpladsen er naaet derhen, at den kan
spille et folkestykke seksti gange i løbet af et aar („Svein Uræd").
Kjedsomheden har da i 1890—91 ruget tæt over Kristianias
theaterliv. Efter at være regaleret med (i kronologisk orden) „Folk",
„Et Besøg", „Uden Ansvar", „Kampen for Tilværelsen", „Hedda
G-abler", „Salig Toupinel" og „Mænd af Ære" er en litteraturens og
kunstens ven mest tilsinds at gaa hen og hænge sig. Men saa stort
er forresten hovedstadens publikum endnu ikke blevet, at theatret
ganske ustraffet kan betjene det saa slet. Der kan ikke være den
fjerneste tvil om, at theatret, endskjønt indtægterne paa grund af byens
vekst ikke kan undgaa at stige, dog aarlig taber store summer, som
ved lidt mere opfindsomhed og energi kunde være tjente. Man ved
ikke, om man skal le eller græde, naar man ser, at theatret i 1838—39,
da byen havde 25,000 indbyggere, havde en indtægt af 124,000 kr.,
og i 1889—90, da folkemængden var 150,000, kun 180,000 kr. I
1874—75, da Kristiania havde 60,000 indbyggere mindre end nu,
naaede indtægten forresten op til 201,000 kr., hvad der godtgjør, at
selv den nuværende indtægt er betydelig mindre, end hvad theatret
allerede h a r kunnet realisere, — dengang en kraftig og intelligent
fagmand var dets leder, desværre uden at blive understøttet af
kommunen. Hvergang theatret fik en fagmand til styrer, har
byens-publikum øieblikkelig honoreret de fordringer, der kunde stilles til
det, — under Borgaard, Bjørnstjerne Bjørnson og M. Y. Brun som
under .Josephson, men altid har den af overklassen selv (ifølge den
meget indskrænkede stemmeret) valgte kommunebestyrelse ladet theatret
være noget sig aldeles uvedkommende; det modsatte eksempel, som
ståt og kommune gav i hele det øvrige Europa, forblev altid
upaaagtet. Dog hindrede denne skjæbnes vangre ligegyldighed, eier vil
hævne sig helt ind i næste aarhundrede og paa det hele land, ikke,.
at de politiske partier misbrugte theatret som agitationsmiddel og
tyranniserede det til fordel for lysrædheden eller en uvittig
kraftpatriotisme (f. eks. den komplet latterlige, men derfor ikke mindre øde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
