Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Hansen: Kristiania theater 1890—91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
Frøken Constance Bruun blev for tilfældet den typiske repræsentant
for de mange sceniske kunstnere, som for et udmerket arbeide høster
saa ringe vederlag, at de, for at kunne gjøre en kortvarig studiereise
i udlandet, er afhængig af vore faa og smaa stipendier, som der er
saa mange konkurrenter til, og at de i det hele maa føre en
smaa-borgerlig eksistens, som staar i skarp modstrid med deres livsgjernings
luksuriøse natur.
Og dernæst havde to af sæsonens beneficer den interesse at
præsentere to nye norske sangerinder i særdeles brillante partier:
Fru Dagmar Sterky (søster af fru Bosse-Fahlstrøm) som Angela i
„Den sorte Domino", og frøken Sigrid Wolf som Carmen. Begge
damer gjorde megen lykke ved sine vakre, godt uddannede stemmer,
hvorimod rollernes dramatiske del ikke laa saa godt for deres som for
deres forgjængerinders, fru Wettergreens og frøken Oselios
temperament. — Fru Lucie Wolf præsenterede selv i en udmerket prolog af
Nordahl Rolfsen datteren som sin „zigøinerjente", idet hun paastod,
at zigøinerblodet havde frk. Wolf fra moderen. Dette er selvfølgelig
sandt, men frøken Wolfs arv fra moderen synes dog at indskrænke
sig til nogle ydre træk. Ligesaa utvilsomt som det er, at fru Lucie
Wolf har saa fuldkomment et Carmen-temperament, som Norge
overhovedet kan frembringe: og derfor med rette kunde forsikre, at „for
firti aar siden" (oh, fru Wolf, „Carmen" er kun kommen tyve aar
för sent!) skulde hun nok have sunget en „bedaarende Habanera", —
ligesaa utvilsomt er det, at frk. Sigrid Wolf slegter mest paa sin
fars danske temperament; hvor sterkt hun end spiller, saa bevarer
man dog en følelse af „skikkelighed", „godmodighed", der minder
om fru Julie Hansen ved Kjøbenhavns folketheater. Frk. Wolf er
for den sags skyld ifærd med at lægge sig en meget sigende
korpu-lence til, der udelukker ethvert begreb om dæmon eller slange.
Jeg har, siden jeg skrev min theaterartikel, paa ny gjennemlæst
Bjørnsons „Fiskerjenten" og har der -uventet fundet den mest direkte
bekræftelse af min formodning om, at Petra i sin naturtilstand er et
sidestykke til „cigaretjenten", Carmen. Yngve Wold, den fra Spanien
hjemkomne unge patricier, fiskerbyens Escamillo, siger jo i sin lange,
forpustede forklaring til Ødegaaard: „. . . . Vidste først ikke, hvem
hun var .... Fiskerjenten, sagde de,— Spanierinden, skulde de
have sagt, Zigøinersken, Hexen, bare Ild, Øine, Bai-m, Haar, —
hvad? — Funker, gnistrer, hopper, ler, traller, rødmer, — noget
Satans Noget!"
Kuriøst nok taler ogsaa Nordahl Rolf sen i sin netop i
„Skilling-Magazinet" offentliggjorte biografi af fru Wolf om spaniere. Fru Wolf
har vosseblod i sine aarer, og, skriver Rolfsen, vossingen har i det
hele noget af spanierens natur; han taler hurtigt og rullende som en
spanier og er i bergenske slagsmaal altid den første til at tage til
kniven.
Hvis vi efter alt dette ikke inden aarhundredets udgang har en
opera „Fiskerjenten", saa —!
H. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
