Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Bergens theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317
Bergens theater
har i saisonen 1890—91 spillet 50 stykker, hvoraf 40 nye eller nyt
indstuderede.
Enhver kan af disse tal forstaa, at man egentlig ikke ligger
paa ladsiden ved den anstalt. Et andet spørgsmaal blir det, om der
indenfor denne masse af arbeide er leveret noget af virkelig
kunstnerisk værdi. Nærmest, laa det jo for haanden at tænke sig et eneste
kjøre af lettere gods med tilsvarende udførelse. Et evigt kjør har
der været, eftersom forholdenes ugunst er saa stor, at det
gjennemsnitlige antal opførelser, et nyt stykke kan vente, er nærmere 3 end 4.
Regner vi fire programmer om maaneden, maa de tre være nye, og
det gamle maa være saapas gammelt, at det forlanger flere prøver
før opførelsen. Der blir saaledes levnet en uges arbeide paa hver
novitet; undtagelsesvis kan, som med „Gengangere" f. eks., afsees
10 dage. I en uge skal et helaftensstjdvke memoreres, hver rolle
gives form og ensemblet skabes. Naar man saa husker paa, at dette
ikke er undtagelser, men den gjennemgaaende regel, da maa man nok
spørge: Hvorledes er det muligt ved en saadan scene at levere
virkelig kunst. Skjønt selv deltager i arbeidet kan jeg give svaret: Man
træffer neppe hos noget personale en saadan arb eid siver og arbeidsT
dygtighed som ved Bergens scene.
Fuldstændig upartisk kan jeg tale om den sidste prøve, personalet
aflagde paa disse gode egenskaber. Det var ved sluten af saisonen;
der var prøvet og spillet i 10 maaneder; fru Hennings skulde som
gjæst op i „Hedda Grab ler". Rollerne her er faa, men meget store
og vanskelige. Sommervarme var der i veiret, og alle led under den
forløbne saisons anstrengelser. Ligevel blev ikke alene rollerne lærte,
men der skabtes et ensemble, som i betragtning af forholdene var
mer end respektabelt; det var beundringsværdigt. Dette har jeg lov
til at udtale, da fru Hennings var scenelederen, og jeg kun havde
smaa-arbeide ved siden af. Det var ved denne leilighed dobbelt
pinligt at se den bergenske kritiks blindhed for skuespillernes fortjenester,
og jeg henstiller til denne kritik at rette paa sin tone overfor de
norske kunstnere, som har det sisyfus-arbeide at skulle redde norsk
scenekunst i Bergen.
Endnu har nemlig Bergens nationale scene ikke svigtet sin
opgave. Den er ikke sunket ned til at være et morskabstheater, som
lever paa og af publikums mer eller mindre slette smag. Endnu
forfølger den et maal, endnu tror den at kunne berge norsk scenekunst
i Norges næst største by.
Resultaterne for den selv skal imidlertid ikke virke opmuntrende.
Der er ingen paaviselig større interesse blandt publikum, naar et
mesterverk som „Gengangere" første gang gaar over scenen, end
naar en længst spillet tysk farce tages opigjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
