Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Astrup: En drøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
331
Og jeg blir staaende der paa stranden glemmende alle ting
omkring mig —.
Saa med (in gang hører jeg en stemme ved min side.
Andagtsfuldt stille, ligesom i tilbedelse siger den:
„Det er det kommende!"
Jeg vender mig — ganske nær ved paa strandbredden staar
et menneske og ser udover havet. Det er, som er hans vege,
udtryksfulde træk mig saa vel kjendte, og dog ved jeg ikke, hvem
han er. Hans ansigt har en skjær bleghed, som var det bleven
præget af en høi sjælens lidelse; men i de mørke øine er der en
forunderlig henrykkelsens glans. Og uden at vende sig mod mig
gjentager han med den samme stemme:
„Se — det er det kommende!"
Mine tanker søger efter meningen i hans ord, og mit blik
flyver atter udover det skinnende hav og ind i den blaa,
solflimrende luft.
Da — i et eneste øieblik — er det som modtager min sjæl
en aabenbarede. Ikke al denne lysende skjønhed foran mig, ikke
den er det kommende. Den er blot et budskab om, at det er
nær, dets evangelium til dem, der venter det med hellig længsel.
Længst derude, hvor havets gyldne flod vælder op — over
horisontens rand, paa de skinnende vande vil det selv stige i al sin
høihed, det kommende, det nye guddomssyn, det alherlige, vor
sjæls tilbedelse. Og himmelen over mig, den sollys-tindrende, og
vinden, den søfriske, der suser mig imøde, og bruset fra bølgernes
talløse hær — alt synes det mig en tonende lovsang til dets ære,
og hele mit væsen gjenlyder deraf: —
Hil være dig du herlige, du kommende!
Og mit bryst snører sig sammen i en stor forventning, og
mine lunger glemmer at trække aande. I mit indre hamrer hjertet
med skjælvende slag; men rundt mig tystner alle lyd — og der
bliver aldeles stille — — — — — —
— — — — Saa er jeg ikke længer paa Rivieraens strand.
Jeg vandrer henad dækket af en uhyre damper ude paa havet.
Det er klar sommernat med maaneskin. Søen ligger rolig. Yed
siden af mig gaar min gamle ven maleren; hensunken i sine egne
tanker stirrer han ned for sig, mens vi driver forover. Det
forekommer mig, som han netop har fortalt noget meget underligt,
saaledes som blot venner kan fortælle hinanden i de lyse, stille
sommernætter. Saa er ban bleven taus, og vi gaar der begge
uden at sige et ord. Vi er ganske alene. Jeg hører lyden af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
