Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arvéde Barine: Ferdinand Lasalles „dagbog“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
denne hund! Dersom jeg glemmer det, vil jeg være forbandet baade
her og hisset! Maatte jeg bli fordømt, dersom jeg ikke tifold
gjen-gjælder liam det onde, han har forvoldt min fader og min søster!
Du hører mig, o Gud! (8de marts 1840.)"
Den 8de juli mistænker han — med urette forresten — sin
værtinde i Leipzig for at have sladret, at han solgte sine bøger:
„Jeg skal undersøge sagen. Dersom jeg ikke finder, at hun er
uskyldig, skal jeg indskrive det med flammeskrift i mit hjerte, og et
uudslukkeligt had skal brænde der, indtil jeg finder leilighed til hevn,
en forfærdelig heVn. Jeg sværger det i Gud og djævelens navn."
Den Ilte marts 1841 maa han møde frem for de samlede lærere,
fordi han har skulket fra skolen:
„Jeg kom ind — t—. Jeg stillede mig nær ved døren med
foldede hænder og øinene fæstede mod gulvet. Jeg arbeidede hele tiden
for ikke ved en mine at vise, hvilke følelser, der beherskede mig.
Had, foragt, bitter ironi, skuffelse, melankoli, raseri, ligegyldighed
fulgte efter hinanden i mit hjerte, uden at jeg lod nogen merke, hvad
der foregik i mig; jeg tvang mit ansigt til at være koldt."
Mens han hører paa diskussionen, blir modbydeligheden sterkere
end alle hans andre følelser:
„Trods den usigelige foragt, jeg følte, var jeg gjennemtrængt ax
melankoli. Det forekom mig, at jeg var en død ørn, der laa udstrakt
paa jorden, og at ravne, skjærer og andre rovfugle kom og hakkede
mig i øinene og gnavede kjødet af mine ben. Pludselig gjorde jeg
en bevægelse; der kom atter liv i mig, og jeg løftede mine skjælvende
vinger. Ravnene og skjærerne fløi bort med hæse hyl, og jeg tog
min flugt mod solen."
Den umaadelige stolthed, som gjennemgløder disse linjer, lyser
ud af hele Lassalles personlighed. Han følte saa levende, at han
blandt andre mennesker var som en ørn mellem ravne og skjærer, at
det aldrig faldt ham ind at gjøre en hemmelighed af det. Han
forstod aldrig, at folk følte sig stødte ved, at han behandlede dem som
lavere væsener; man benegter ikke solens lys. Hans stolthed var
dernæst blandet med en forfængelighed, der gjorde den utaalelig, og
soin kun tiltog med aarene. Han siger i sin „dagbog" om en ældre
gut, der ikke havde behandlet ham med den skyldige respekt: „Som
om jeg ikke var ham uendelig overlegen i opdragelse, i væsen, i vid,
i forstand, i formue, i agtelse!"
Han tænkte paa samme maade om alle folk, og alle kunde læse
det i hans ansigt. Dette skaffede ham endnu flere fiender end hans
voldsomhed.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
