Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joh. L. Alver: Om jordens befolkningsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
431
selvindlysende og udisputerlig sand, maatte tilskrives ikke, som han
paastaar, naturens love, men menneskets indgriben i disse love.
Da paa den anden side en månd kan producere af jorden en hel
del mere, end der tiltrænges til hans eget underhold, og da
fødemidlerne følgelig vil og kan vokse hurtigere end befolkningen, kun
forudsat en ubegrænset adgang til brugbart land, er det indlysende,
at der ikke kan bhve noget nødvendigt tryk paa eksistensmidlerne,
førend hele den brugbare overflade af jordkuglen er optaget og fuldt ud
dyrket.
Hvorfor udbreder nu ikke menneskene sig, eftersom de formerer
sig? Hvorfor har de ikke altid gjort det? At de har en naturlig
tendens til at gjøre det, er bekjendt nok. Det er naturligt og
forstandigt at tage ind ny jord af det udyrkede land, at udvide territoriet,
efter hvert som børnene vokser op og gifter sig, og flere munde skal
fødes. Saa langt som historien gaar tilbage, har det været
menneskeslegtens praksis at gjøre dette under en eller anden fonn.
Der er to maader, hvorpaa menneskeslegten kan udbrede sig: de
kan enten tage nyt land i besiddelse, eller de kan blive hjemme og
udbytte sine frembringelser med andre landes. Jorden er sedvanligvis
blevet befolket ved disse to maader i forening; folk, som formerer sig
og har rigelig føde, bringer nyt land under dyrkning og udbreder sig
saaledes i virkeligheden, hvad enten de dyrker dette nye land med
sine egne hænder eller ved hjælp af andre, som de anvender og
betaler. Hindringerne for menneskets udbredelse over jorden er enten
af naturlig eller kunstig art, fysiske eller moralske. De fysiske
hindringer, som klima, have og afstande, vil nærmere betragtet vise
sig at være og har sedvanligvis været næsten uden betydning. De
virkelige hindringer for udbredelse, aarsagerne til, at menneskene ikke
frit har udbredt sig, eftersom de har formeret sig, har alle været af
en anden art og ligger lios menneskene selv. Først og fremst er det
deres mangel paa foretagsomhed. De foretrak at blive paa det
land-omraade, hvor de var født, valgte at nøie sig med sparsom føde
hjemme fremfor at søge overflod nogen mile borte; de var i barbariske
tider endog villige til at kjæmpe med sine brødre om føden eller at
afholde sig fra egteskab eller lade sine børn dø paa grund af
utilstrækkelig ernæring, ja endog at dræbe dem hellere end de vilde
paatage sig den anstrengelse, der var forbunden med at søge rigelig føde
i et nyt hjem. Denne utilbøielighed til at udbrede sig viser sig
overalt og altid i en vis grad og i en eller anden form. Hos nogen
eidet uvidenhed om, hvad nye egne kan bvde dem, og hvor let de kan
naaes. Hos andre er det centralisations-tendensen, „maladie du pays".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
