Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: James Russell Lowell - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
450
har Ny-Englands bondeluft om sig. Der møder vi i en frierscene „en
pige, der rødmer skarlagenrød, naar hun i kirken føier et par mørke
øine borende sig gjennem hendes nye søndagshat".
Han har finere tegninger af mere kultiveret og sammensat sjæleliv
med. Der er en kvinde om hvem det heder, at „en slags hjerte har
hun ganske vist; —jeg ved det, for jeg følte tilfældigvis hendes puls
banke en dag; en hjerne har hun, som sjelden logisk feiler, men som
aldrig har ædelt og overbevisende ret". Om sig selv fortæller han,
at „der er dage, da jeg er saa uselskabelig som en sten og kvæles
ved at være alene. Jeg føler mig indeklemt ved den blotte tanke,
at der findes andre mennesker i verden, og kan ikke taale at have
noget nærmere mig end himmelhvælvet." Eller: „tro mig, det er
stort at komme ansigt til ansigt med en selv; — at komme væk ifra
knivers og gaflers endeløse klirren, fra trættende bøger og gadernes
øredøvende larm, væk ifra det underlige hav vi kalder liv, hvor det
er ret og bedst, som de fleste dumhoveder kalder saa, — væk ifra
alt dette, og blive sat ned paa ens to ben saa nær Guds eget store,
varme hjerte, at en næsten kan føie det banke mod ens bryst ud af
solskinnet, op fra jorden . . . ."
IV.
Det sidste citat giver os allerede en prøve paa den livsglæde,
det optimistiske livssyn, der løber gjennem al Lowells digtning, og ei
alene gjennem hans, men gjennem al amerikansk digtning og i det
hele gjennem alt amerikansk liv. De er amerikanske karaktertræk,
grundtræk. Jeg mindes i dette øieblik blot én melankoliens og
livstræthedens digter herover, Allen Edgar Poe; i de øvrige er der
en overstrømmende fryd over livets skjønhed, en stormende glæde ved
at føie sig ilive, — et haab for alt de vil og tror, der aldrig blegner.
Der er morgen og ungdom baade i digtning og liv i den nye verden.
Men ingen har saa fuldt som Lowell givet udtryk for denne
selvtillidsfulde, seiersikre optimisme, der er selve hovedroden i den
amerikanske karakter. Amerikaneren tror sig istand til at gjøre alt muligt.
Paa sin egen evne og kraft tror han urokkeligt. Livet er ei i hans
øine, som saa gjerne i vore, trangt begrænset af det umulige, det
forgjæves ønskelige. Hvad der er ønskeligt, det er i hans øine halvt
virkeliggjort. Idealet kan —- meel lidt dristighed og ihærdighed —
altid fanges. Han mistviler aldrig. Det er vel hans erfaring og
historie, der har skabt denne selvtillidsfuldhed og seiersikkerhed hos
ham, — optimismen med. Han lever i et yrende rigt land, — hvor
guld og sølv synes vælte sig frem af jorden, hvor utømmelig kapital
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
