Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: James Russell Lowell - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
455
Han er ofte ualmindelig heldig i sine beskrivelser og digte fra
fremmede lande. Den lokale farve og stemning kommer frem i hans
ord. Skriver han om eller fra det Frankrige, han altid holdt af, —
saa føler vi det franske solskin, det glade, brogede, pjatrende liv om os.
I alle lande finder han aandsrørelser, der dybt griber ham, mænd og
ting at beundre. Og „hvert folk, er han overbevist om, bær et bud
ifra Gud, hvert er en større sags eller tankes Messias; et lærer os, at
arbeidet adler, et andet hvad frihed betyder, et tredie forklarer os
sjælens higen . . . ." Overalt er sandheden den samme, den samme
strid paagaar, det samme ideal fører an; „Gud og frihed kan ei
begrænses ved breddegrader, klippekjæder eller hav". „Hvorsomhelst
menneskelige hjerter slaar," — siger han i et lidet digt, „Mit
fædreland", — „hvor jeg møder venskab og pligt, hvor jeg kan lette
menneskelige kaar, der er mit fædreland."
Som amerikansk gesandt i London, hvor han vandt alles hjerter
og sattes stor pris paa i den engelske litterære verden, gjorde han
meget til at oprette et bedre og intimere forhold mellem de to rigers
ledende aandskredse, til at vinde anerkjendelse for sit fædreland og
dets begyndende aandsliv derover, og til at sprede i sit hjemland
bedre forstaaelse af og sympathi med europæiske forholde og europæisk
kultur.
VI.
Der er i det meste og kanske det bedste af Lowells digte ved
siden af det dybe og begeistrede alvor et lyst, vindende,
lattervækkende humør, der formilder og menneskeliggjør alt det, der ogsaa
undertiden hvæsser tankernes eg. Og saaledes siger han om sig selv
i et humoristisk-kritisk digt om samtidige forfattere: „Der er Lowell,
som forsøger klatre Parnassus med en hel bundt af „ismer", knyttet
sammen med rim. Han kunde kanske klare sig op alene; men med
det knytte kommer han aldrig frem; vil han op, saa maa han først
lære forskjellen paa at synge og at præke. Der er strenge paa hans
harpe, der ei klinger saa ilde, gav han sig tid og ro til at fravriste
dem deres bedste toner; men han foretrækker, frygter jeg, hele sit
liv, — blev han end ’saa gammel som Metusalem, — at gaa som
trommeslager i spidsen for den sidste troppeafdeling, bestemt for det
allernyeste nye Jerusalem."
Og vist er det, at har ikke Lowell skrevet rigtig store digte,
saa har laan dog hjulpet langt paa vei mangen en folkevelsignende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
