Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: James Russell Lowell - VI - Charles Whibley: Herodas’s „mimer“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456
„isme", engang forhadt, nu alles daglige brød. Han har gjort livet
friere, luften lysere og renere i sit fædreland; han har vakt de ædleste
kræfter, den høieste higen i titusende bryst. Han har i hvert fald
hjulpet sit land og sit folk fremover — et godt stykke fremover,
og har sat sit merke i livet om ei saa grunddybt i litteraturen.
Og det var da ogsaa hans høieste ærgjerrighed. At virke i
litteraturen var hain kjært, at øve indflydelse over medmenneskers liv
og stræben var ham kjærere. Han var dog tilsidst mere prest end
sanger, mere profet end digter; og versets livgjørende tanke var ham
altid af mere vigtighed end dets form, — skjønt der var en god del
af æsthetikeren i ham med. Men for den digtkunst, der blot bestaar
i „overfladisk versemageri", der synes at komme fra digteren, mens han
„ligger paa doven albue i det bløde græs", — for den eiede han
ikke spor af sympathi; nei, da vilde han heller være trommeslager
for den sidste „isme". „Stort tør det være," ytrer han ogsaa, „at
skrive tanker, der vil glæde de to eller tre i hvert hundredaar; men
langt større er det i mine øme, at give det ord udtryk, der vækker
den bedre, friere natur i de månge, det alvorsord, der ei søger
kunstens pris, men blot at bringe lysere tro og kjækkere manddom
ind i menigmands sjæl."
Hvad han helst vilde, det har han naaet. Første rangs digter
blev han ikke; men hele sit liv igjennem var han trommeslager for
tidens fornemste „ismer", og endnu længe vil han vedblive at være
det; endnu længe vil hans ord gaa som trommehvirvler, eggende til
alt hvad stort, godt, skjønt og dristigt er.
Parnassets høieste tinder har han ikke naaet. Han lærte aldrig
forskjellen paa at synge og at præke. Han kastede aldrig sit knytte
af „ismer" fra sig. Og just derved har han kanske øvet mest gavn
i livet og været sit folk til størst velsignelse; just derfor i hvert fald
holder jeg, iblandt tusener, mest af hain.
H. Tambs Lyche,
Warwick, Mass.
Herodas’s „mimer".1)
„Med bøger," siger Hazlitt, „er det ikke som med kvinder, jo
ældre, desto værre." — Men de fleste folk liker det umodne bedre
Mime — en græsk-romersk skuespilgenre, nærmest svarende til vore
farcer; opstod paa Sicilien omtr. 420.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
