Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Whibley: Herodas’s „mimer“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
457
end det modne og vilde med glæde opgive klassikerne, af hvilke tre
femtedele i Amerika er bleven dømte som noget „svært smudsigt skrab",
for den sidste sensation inden leiebibliotkeket. Maaske er det
optimismens aand, som skaber denne ivrige interesse for den nyeste
litteratur. Haabet hvisker til os, at i en saa stor affaldshob kan der
sikkerlig ligge en eller to perler skjult. Og hvilken hyggelig
tilfredsstillelse er det saa ikke at komme sin nabo i forkjøbet og i familiære
toner at diskutere et mesterverk, som er gaaet en aarvaagen rivals
næse forbi! Læsning driver man mindre paa med for dens egen skyld
end paa grund at lystenheden efter opdagelser. Nutildags maa geniet
endog dele æren med sin Columbus, og der er ikke saa faa kritikere,
som gir sig mine af at tro, at om de ikke netop har skabt de verker,
som de „først introducerede hos publikum", har de idetmindste eneret
til at værdsætte dem. Hvad udbytte har vi af at læse Shakespeare
eller Sir Walter? Der gives jo intet monopol paa deres verker. Den,
som ikke kjender dem, maa ialfald i ren skamfølelse lade, som om
han kjender dem. Derfor blir gamle verker — paa litteraturens gebet
er ti aar det samme som tusen — ligesom forbrydere og fattiglemmer
;stængte inde i et bibliotheks mørke fængsel, mens dusinromanen føres
frem i frihed hos Mudie og i boghandelen.
Herodas’s „mimer", denne skat, som for nylig er bragt for dagens
lys i „British Museum", tilfredsstiller en dobbelt smag. To tusen
aar gamle er de lige saa unge, som om de var fra igaar. Skjønt de
har overlevet tidens ransagende prøvelse, har de i utallige aarhundreder
ligget skjulte for menneskers øine. Allerede Plinius roste — maaske
med en liden antydning af skjødesløshed — deres smagfuldhed og
ynde (humanitatis et venustatis) og om du nu kjøber dr. Rutherford’«
recension, kan du med din papirkniv skjære deres uberørte blade op.
De syv korte dialoger, som saaledes aabenbares for os, vil skaffe
kritikerne arbeide for lange tider. Ordbøgerne vil komme til at maatte
skaffe dens à.izaJE, àp-rujivaplads; deres uregelmæssige perfekter vil
komme til at fremstilles til prøvelse for en jury af grammatikere, mens
den, som ikke lader sig skræmme af nogen grammatisk attest, i
Herodas’s mimer vil se en- aabenbarede af en forsvunden digtart saavelsom
et levende og fortroligt billede af oldtidens liv.
Selv i den græske litteraturs guldalder blev mimen dyrket og
holdt i ære. Sophron’s2) — denne formens mesters — verker har
fulgt Menander3) og Sappho ind i glemselens nat. Og dog er deres
!) o: ords forekomst i en enestaaende betydning-.
2) Græsk mimedigter fra Syrakus, omkr. 420 f. Kr.
3) Komediedigter fra Athen, 342—290 f. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
