Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Whibley: Herodas’s „mimer“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458
hæder den at have vundet Platons beundring, saaat de mildnede hans.
sidste timer; efter hvad der siges, skal han være død med en afskrift
af dem under sin hovedpude. Etpar tarvelige brudstykker og en
femseks titler er alt, hvad vi har igjen, og om Sophron kan vi kun sige,
at han skrev enslags rhytmisk prosa eller vers a la Whitman, og at han
aftegnede sine samtidiges karakterer og livsvaner i dramatiske dialoger.
Men der er intet nyt under solen, og opdagelsen af Herodas beviser
soleklart, at den længe savnede mime den dag i dag haandteres i det
moderne Frankrig, og at det i virkeligheden er en og den samme
genre som den, med hvilken Gyp i aarevis har moret alle dem, som
sætter pris paa godt humør og god litteratur. Og ligheden er mere
end overfladisk. I begge tilfælde er dialogen den valgte form.
Herodas’s yndlingstliema er den kvindelige lidenskab og letfærdighed, og
dette stof behandler han med en „verve" og en frihed, der vilde
anstaa forfatteren af „Autour du Mariage." Han har ikke det
anstrøg af skjæmt, som mildner og dæmper Gyp for vor smag;
i egenskab af klassiker kan han ikke kaste ethvert baand af sig og
slippe sig løs med den overstrømmende energi og ligeglade
lystighed, som udmerker hans franske pendant. Men de holder begge
to sine øine fæstede paa den samme side af livet, og hvad vovsom
og umiddelbar behandling angaar, kan det være vanskeligt at skulle
tilkjende prisen. Dr. Rutherford erklærer, at Herodas’s mimer var
bestemte til at opføres paa scenen, men før man skal kunne slutte sig
til en saa urimelig mening, maa paastanden støttes af kraftige beviser,
At begrave disse smagfulde livsbilleder, disse lækre
karakterantydninger, under scenens maskineri vilde være et altfor skamløst hærverk
ligeoverfor den anstandsfølelse, som det græske temperament pleiede
at respektere. Medmindre „den unge oplæser" var en ligesaa
dødbringende kræftskade paa den gamle verden som paa den nye, kan
Herodas’s vers neppe være bleven fremsagt offentlig. Tænk dig for
eks. „le P’tit Bob" opført med den pomp og omstændelighed, som
følger med en scenisk fremstilling! Bare tanken derpaa er en
blasfemi.
Por versbygningens finesser viser Herodas en fuldstændig
foragt. Hans metrum — det choliambiske — er snarere utvungent end
rent og fint, og han behandlede det paa en saa vilkaarlig og ujevn
maade, at det nærmest gjør indtryk af prosa. Det kan sammenlignes
med den formløse kuplet, hvori Reece og Blanchard pleiede at klæde
sine tanker. Men ligheden er kim en ydre, da Herodas aldrig
nedlader sig til det kjedelige tøv, som disse parodiens mestere byder.
Sproget er med forsæt jevnt og uden prydelser. Du vil forgjæves
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
