Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Whibley: Herodas’s „mimer“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
støder eller kan støde nogen. Bitinna, en ældre dame, er afsindig
skinsyg i anledning af sin yndlingsslave Gastro. Hun har grebet ham i en
samtale med Amphytæa, Meno’s datter, og det stakkels kræ tilstaar
faare-dumt, at han „har seet" den pige, hans frue omtaler. Bitinna blir
rasende, og Gastro svarer med megen værdighed: „Bitinna, jeg er slave;
brug mig til, hvad du vil, men sug ikke blodet af mig dag og nat"
-— en frase, som godt kunde have sin oprindelse fra den nyeste og
mest decaderede franske roman. — Alligevel lader Bitinna sig ikke
forsone, men giver i et anfald af raseri ordre til at piske yndlingen
— tusen slag paa underlivet og ligesaa mange paa ryggen, og byder
sine slaver at slæbe ham afsted til afstraffelsen. Men et øieblik
efter ombestemmer hun sig, og idet hun beslutter at merke ham,
befaler hun Cosis at komme med naale og blæk. Saa gaar Cydilla, en
ung slavinde, i forbøn for den ulykkelige Gastro og Bitinnas haarde
hjerte blødgjøres. — „For denne gang tilgiver jeg dig, og du skal
gifte dig med denne yndige pige, Cydilla, hvem jeg elsker
ligesaa-meget som min egen Batyllis, og hvem jeg har opdraget med mine
egne hænder." — Knudens opløsning er tam og triviel og passer slet
ikke til den livfulde begyndelse. Men den kjendsgjerning, at de
bagefter for stedse lever et lykkeligt liv sammen, er ikke istand til at
skjæmme et vidunderlig levende og grusomt stykke livsbillede. I den
græske litteratur staar det uovertruffet, og verden indser neppe
nok endnu, hvilken kostelig skat den har faaet i Herodas. Der er
ikke en eneste mime, som ikke har sin særskilte karakter og interesse.
De to sidste, vanskelige som de er, indeholder de mest livfulde
steder. Coritto og Metro prater med ubekymret livlighed om en
uanstændig tingest — ßaüßwv kalder de den, men dens nøiagtige
beskaffenhed er endnu ikke opdaget —, forfærdiget af en kunstner i læder ved
navn Cerdon. Metro brænder af lyst til at finde mesterverkets
forfærdiger og anraaber Coritto om at fortælle hende, hvor hun kan faa fat
i hain. Tilslut giver Coritto efter, og øieblikkelig aflægger saa Metro
— i den allersidste mime — den fremragende skomager et besøg.
Saadan er — i korte omrids — dette verk af den længst
forglemte digter. At have bragt ham frem for lyset igjen er en bedrift,
hvoraf „British Museum" med rette kan være stolt. Mimerne er ikke
statuer fra det femte aarhundrede, men snarere sagt smagfulde
terra-cotta-figurer, morsomt og fint lavede, saadanne som snerperiet
almindelig holder borte fra offentlig udstilling, og mildnede ved det
anstrøg af naturlighed, som gjør kunsten virkelig og det gamle nyt
igjen. Og det gir os godt haab for fremtiden. Naar man kunde finde
Herodas, hvorfor saa ikke ogsaa Sophron eller Menander eller selve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
