Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. A. Kennedy: Nutidens drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
477
At hun aldeles ikke lader sig paavirke af dette hensyn, slaar ham
som en overraskende nyhed: hendes skjønhed og uegennyttighed
indgiver ham haab om, at han ved hendes hjælp maaske endnu kan
komme til at finde livet værdt at leve, og han begynder selv at beile
til hende. Da hun skjønner, hvor han vil hen, vender hun sig imod
hain i forbitret vrede. Var det bare derfor, han lod, som om han
vilde give hende friheden tilbage? Clinias, som atter henfalder i
fortvilelse, beder hende om at tilgive ham og mætter derpaa igjen sit
forbitrede sind ved at perse sine gridske venner gjennem en
ydmygende prøve, under hvilken Hippolyta erfarer, at hendes eier
tænker paa straks at tage sig afdage. Pigen røres heraf, og i en
følgende scene ser vi hende lure og lytte til, hvorledes Clinias i mørke
tanker gaar og taler med sig selv om det umulige i, at nogensomhelst
af en renere natur skulde kunne bryde sig om en person som han. En
tjener bringer giften ind og Clinias løfter den til læberne; med raabet:
„Jeg elsker dig" springer pigen hen til ham og slaar ham koppen
af haanden.
Jeg har gjennemgaaet „La Ciguë" saa vidtløftig, fordi den er
en god prøve paa et logisk bygget fransk stykke, hvor udstyrelsen,
med karakter og handling underordnes hensynet til den greie
fremstilling af en simpel sats, og hvor en overbevisende krisis foretrækkes
for et theaterkup, en dyd,, man ikke ser meget til i vor tids engelske
drama.
Et stykkes bygning er — skjønt nogle, som betragter dramaet
hovedsagelig fra et litterært standpunkt, synes at tænke anderledes —
i virkeligheden forfatterens vigtigste middel; den var det allerede paa
Sofokles’s tid og er det endnu mere nutildags, da al lyrik er flygtet
fra scenen. Skriget imod konventionel bygning er, at dømme efter
de ialmindelighed foreslaaede botemidler, grundet paa en misforstaaelse.
Det stykke, som i den litterære kritikers øine er konventionelt
bygget, eller som ban, med skjult sarkasme, kalder „det godt lavede
skuespil", er et stykke, som er bygget ikke med for megen kunst, men
med for liden, med kunst, men ikke med kunst nok til at skjule kunsten.
Det alternativ, som man bør foretrække for et „godt lavet skuespil", er
ikke et, som er lavet mindre godt, men udmerket godt. Tag for
eksempel et enkelt tilfælde: en akts slutning med en tydelig klimaks;
— det kan naturligvis gjøres raat; alle dramatis personae kan storme
frem paa scenen; skurken kan lægge helten i lænker, heltinden kan
besvime i armene paa den gamle bondemand, og stykkets komiske
figur kan holde øie med skurken med det maal for øie at kunne
lægge ham i lænker i en situation af endnu større effekt i enden af
sidste akt. Men en tings misbrug berettiger ikke til forbud mod
brugen deraf, og heller ikke gjør tarvelige og konventionelle
slutningsscener, saadanne som de, jeg har antydet, paa nogen maade det af
med det faktum, at en akts slut bør falde sammen med et naturligt
afsnit i dramaets udvikling.
En akt er ikke, som et kapitel af en moderne roman, en
bekvemmeligheds-inddeling, men, ligesom „omgangene" i et slagsmaal, en
nødvendig inddeling. Forfatteren og tilskueren er komne overens om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
