Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. A. Kennedy: Nutidens drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478
at se stykket tilende, men de er ogsaa enige om visse pusterum, hvor
den ene for øieblikket ikke har mere at fortælle, og den anden for en
stund ikke mere holder ud at høre paa. Og at en akts slutningseffekt
til en vis grad bør samle og resumere, hvad der er gaaet iforveien,
er ikke en blot og bart lavet nødvendighed — det har en nær lighed
med ens egne minder fra det virkelige liv: Du var tilstede i forrige
uge ved en diskussion imellem Mrs. A. og hendes månd om en ny
hat — husker du de enkelte detaljer ved denne huslige scene? Nei
Gudskelov! men du husker, om teppet faldt efter hat og triumf eller
efter ingen bat og taarer. Igaaraftes holdt B. og C. paa at drøfte
Ibsen i klubben; kan du nævne mig hovedpunkterne i den strid?
Nei, men du kan erindre, om B. gik sin vei i sinne med de ord,
at naar en månd ikke havde læst alle Ibsens stykker og ikke havde
seet nogen af dem opført, var det bortkastet tid at snakke med ham,
eller om lian tilslut indrømmede, at han ikke var ganske forberedt paa
at hævde den paastand, at Ibsen var større end Shakespeare, og
tæppet gik ned, idet opvarterne fyldte glassene igjen.
Dette er naturligvis ikke noget forsvar for overførelsen af den
konventionelle „slutning med tableau" fra melodramaet, hvor det
hører hjemme, til nogen slags finere skuespil. Der behøver ikke at
være noget „tableau" i en akt eller, om der er, behøver det ikke at
falde sammen med den logiske afslutning i akten. I „Bagtalelsens
skole", akt IV, scene 3, frembringer et skjermbræt, som rives
overende, en effekt, som kunde friste en forfatter til at lade teppet
gaa ned umiddelbart efter. Sheridan skjønte bedre end som saa og
førte akten til dens virkelige afslutning med følgende repliker:
Joseph: De er for hidsig, Sir Peter; De skal høre paa mig.
Den månd, som negter at lade sig overbevise ved at vægre sig
for at —
Sir Peter: Aa fanden tage Deres ræsonneren! —
Indholdet af denne akt er, at Sir Peters øine lidt efter lidt aabnes
for Josephs sande karakter. Sir Peter har specielt rost Joseph som
en månd med forstand; at han fuldstændig og uigjenkaldelig har skiftet
mening desangaaende, kunde ikke godt udtrykkes mere levende end ved
denne slutning.
Det rimelige ønske, at et drama skal være litterært, maa ikke
gjøre os blind for den væsentlige forskjel imellem dramaet og enhver
form for litteratur, som udelukkende er beregnet paa læsning. Naar
vi har en bog i haanden, kan vi naarsomhelst opfriske vor hukommelse
med hensyn til, hvad der gaar forud for det punkt, vi netop holder
paa med; det kan vi derimod ikke gjøre med et stykke, som spilles.
Vi erindrer ikke den nøiagtige ordtyd i nogen af de forløbne scener,
men kun deres virkning paa os, og hvis ikke denne er skarpt og klart
præget, vil vor erindring om scenen være vag eller feilagtig. Og da
de fleste af de stykker, som ikke slaar an, skylder mangler i
bygningen sit uheld, vil vi næsten altid i referaterne af saadanne finde,
at de er mere eller mindre uforstaaelige. I den almindelige litteratur
kan indskudte biting og bihandling ofte anvendes med held, men paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
