Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. de Wyzewa: Nietsche i Frankrige - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han seiv ligner i sjæl og legeme en af de russiske nihilisten som vi
lærer at kjende i Gortscharov og Turgenjews romaner. Bezarow i
„Fædre og sønner11 er hans forbillede, baade fysisk og moralsk.
Som Besarow er han født uden alle illusioner, med en bydende trang
til at ødelægge og en bydende trang til paa en gang at le og græde
af det, han har ødelagt. I hele tænkningens historie finder man ikke
sidestykke til et saa nedbrydende temperament. Det er ikke en skep
tiker, der negter at tage noget for alvor; snarere en apostel, som i
sin sandhedstørst nærmer sig alt, hvad han ser, som til et alter, og
derpaa vender sig bort fra det igjen med en sarkasme paa læberne
og angst i hjertet, fortvilet over, at han paa alteret kun fandt billedet
af en falsk gud. Ligefra de første sætninger i hans første bog
diens oprindelse“ viser hans nihilistiske tempei’ament sig helt og hol
dent. Alt mens han anstrenger sig for at bevise en paastand, op
dager han dens værdiløshed; Lan arbeider for at komme til et positivt
resultat, men falder altid tilbage i negationen. Bezarovs temperament;
alle mulige ønsker og umuligheden af at tilfredsstille nogen, frugtesløs
ærgjerrighed efter at bygge op og stor evne til at rive ned.
Til dette medfødte temperament kommer opdragelsens indflydeise.
Nietsche er ikke filosof af fag; lige til sit tredivte aar kjendte han
ikke andet af filosofien, end hvad han havde fundet hos de græske for
fattere, som han næsten udelukkende havde studeret. Især havde
Platon og epikuræerne begeistret ham: Platon tilfredsstillede hans
trang til billeder og poesi; epikuræerne bidrog til at udtørre den sidste
draabe illusion i hans sjæl.
Saa kom Wagner og Schopenhauer, og deres indflydeise var vist
nok kun en fortsættelse af Platons og epikuræernes. Wagner udviklede
endmere den nervøse sensibihtet hos den unge filolog, og Schopenhauer
bestyrkede ham i hans mistillid til verden og menneskene.
Og efter Schopenhauer gav Nietsche sig til at studere den franske
litteratur i det syttende og attende aarhundrede. Her følte han sig
straks hjemme. Hans græske dannelse havde forberedt ham for den
franske klassicitets nøgternhed og renhed. Racine, Pascal, La Roche
foucauld og Yoltaire forekom denne tysker som gjenfundne aands
beslegtede. Han læste dem, læste dem omigjen og lærte dem udenad;
og efter dem lærte han ogsaa alle de andre medlemmer af familien
at kjende, og saa godt, at kun faa franskmænd er saa fortrolig som
han med alle de franske moralister fra forrige aarhundrede. Uophørlig
kalder han mænd som Vauvenargues, Helvetius, Diderot og Chamfort
til vidne paa sine meninger. „Montaigne, La Rochefoucauld, La Bruyére,
Pontenelle, Vauvenargues,“ siger han, „nedstammer direkte fra den
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
