Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Guy de Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ja — at misunde.
Thi det ene menneske syntes at eie alt.
Og han var ung og sterk.
Han var som sine feller født i Frankrige o: født berømt.
Hvor lang vei er der ikke for vore smaalandes digtere til et ver
densry? Hvormange mesterverker maa der ikke til det høie fod
stykke, som skal løfte dem op for verdens øine. Frankriges digtere
har det anderledes. Frankrige seiv er deres sokkel, hvor de staar
fra den første dag.
Der fødtes Guy de Maupassant ligesom alle hans feller. Men
han var endnu lykkeligere end de: han lærte fra sin ungdom ved
en stormesters fødder, selve Flauberts — mesterens kunst, og alle
Flauberts erfaringer blev hans kunstneriske arv. Som menneske
og kunstner udvikledes han i omgang med tidens største. En
Turgenjew, en Goncourt, en Daudet var hans venner. Han havde
om sig alt, hvad aand kunde byde, han havde adgang til alt, hvad
der kunde udvikle.
Midt mellem mænd, som fysisk bukkede under for deres kunsts
oprivende anspændelse, stod han som et billede paa styrken. Han
var sportsmand, og i sin baad gjennemseilede han floderne, paa
lange vandringer gjennemstreifede han landet. Han afsøgte Middel
havet paa sin yacht, og i Kanalen gik han tilsøs med kystens lodser
— alt, mens han skrev og rystede noveller af sit ærme og var en
mester fra den første dag.
Den tid skabte ogsaa ,, Une vie“. Det er en bog om et kvinde
livs sorg, men den, som skriver den, har livsglæden i sig. Han
glædes ved kunsten, ved naturen, ved fedrelandet. Den lyse kjær
lighed til Frankrige lægger sol over „Et menneskelivs“ blade.
Der findes i „ Une vie“ en poesifyldt og henrivende scene, hvor
Jeanne, ung og forelsket, henimod aften sidder i haaden ved siden
af Julien.
De taler om at reise: hun vilde sé Grækenland og Corsika
— Grækenland, der var fuldt af minder, og Corsika, der var nyt
og vildt ....
Og de gjennemstreifer universet, og de begeistres af de fjerne
og sælsomme lande, Kina og Nordland, men „de sluttede tilsidst
med at mene, at det skjønneste land i verden, det var Frankrige
med sit klima, der er friskt ved sommertid og mildt om vinteren,
med sine rige marker, sine grønne skove, sine store, stille floder
og med sin kunst, som intet land har dyrket som det, siden Athens
store aarlmndreder“.
82
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
