Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Guy de Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jo han var til at misunde.
Var.
Vi vil forsøge at sige det.
Hun gav sig hen.
6*
Guy de Maupassant elsker sit Frankrige ligesom Jeanne. Mid
delhavet med dets evige blaa, Seinen, der er Paris’ aare, Normandiet,
hvor han er født.
Og sterk, som han er, vier Guy de Maupassant sin styrke til
fædrelandets litterære hæder ....
For livet, som har sit liglagen beredt baade for vor glæde og
vor styrke, som trækker det saa langsomt fra vore fødder frem over
knæ og over bryst livet stod ogsaa og ventede paa ham. Og
langsomt slukkes solen i hans digt, og tusmørket kommer til
det bliver helt mørke. Og glæden bliver bitterhed og bitterheden
lede og leden en sygdom for den sterke.
Men hvilke erfaringer og hvilken frygtelig visdom afløvede da
ogsaa Guy de Maupassants liv?
Michéle de Burne „Vort hjertes“ „Hedda“ havde ofte
i „selskabet“ midt under festernes larm pludselig „opdaget men
nesker, kvinder og mænd, i hvis liv der utvilsomt maatte være
skeet et eller andet usedvanligt. Man kunde ikke sé det af noget
bestemt, ikke af noget særligt enkejt; men hun følte det med sin
urolige sporsans og gjættede det. Der laa over deres ansigt, i
deres smil, i deres blik især, noget übeskriveligt, et skjær af hen
rykkelse, af sød lykke en sjæleglæde gjennemtrængte deres
legeme og lyste over blik og træk“.
Michéle forstod med en skinsyg misundelse; at de mennesker,
disse mennesker, som skinnede de elskede.
Og hun havde ofte spurgt sig selv, om hun da aldrig skulde
møde en mand, der kun for en stund, for nogle maaneder blot
kunde kaste hende ind i dette ukjendte og nye og hos hende kunde
skabe den „sjælens eksaltation“, som kaldtes elskov.
Hendes kjærlighed voksede af et uhevidst behag. Hun greb sig
i altid at tænke paa ham. Hun vilde gerne høre mennesker tale
om ham. Hun fangede sig i at længes efter ham.
Og en dag følte hun, siger Guy de Maupassant, en blid og
besynderlig lyst til at læne sit hoved til hans skulder, til at høre
lians hjerte slaa, til altid at være ham nær, helt nær, til at give
ham, hvad man aldrig giver sig selv.
Manden kom en dag. Det var André Mariolle.
83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
