Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Guy de Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Hvor det er skjønt, hviskede Michéle.
— Jeg sér det ikke, svarer han. Jeg elsker Dem.
— Er De bange? hvisker han.
— Lidt — men jeg er jo hos Dem
Da troede „to hjerter sig ganske nær ved lykken“
—- Husker De St. Michéle?
Og hun svarer:
Ja — men her er ogsaa saa smukt i Paris
Det gjennemflyver André som et lyn.
— Yi tænker ikke mer de samme ting.
Det er i abbediet paa klippen St. Michéle. De stiger op ad
fj eidet, Michéle og André, stiger op mellem taarne og mure, stiger
og stiger — under dem ligger i aftenens halvlys det store og uende
lige hav.
Og de stiger høiere ad smallere stier — ad „de gales sti“,
hvor det koster livet at gaa ....
Og de stiger høiere, ad farefuldere veie, og han bærer hende
halvt i sin arm ....
Men hun lod ham gjøre det og nød det sterke tag om hendes
legeme, der var som løftedes hun op mod selve himlen, og i taus
hed viste hun ham tak, fordi han ingen kjærtegn lod bryde deres
vandring.
Og André og Michéle skilles for at mødes i Paris. De træffes
i Luxemhourg-haven, der paa terrassen, ved hvis fod man ser hele
det store, det deilige Paris. Sommeren er allerede halvt forbi, og
kastanjernes løv vil snart være gult. De sidder ved siden af hin
anden, mens hun stirrer ud over „den levende stad“ — hendes by,
og han hvisker til hende:
Han er i St. Michéle — hendes tanker i Paris. Han hviler i
deres lykke, hun speider mod det nye .... Deres tanker er skilte,
de er allerede skilte.
Den, der elsker, fornemmer med tusen sanser, den, der elsker,
føler med tusen nerver — om han elskes „mindre“. Og at elske
mindre, det er allerede „ikke at elske længer“.
André forstod, at noget nyt var født, at noget usynligt, ufatte
ligt var traadt imellem dem. Han sagde til sig seiv —og det var,
som om hans sjæl skulde dø under en dump smerte —:
Den tid er begyndt, om hvilken Maupassant skriver: han led,
thi han elskede. Andres kamp er inde, kampen med det nover
vindelige, med „det, som maaske aldrig havde været“, med denne
kvindes kjærlighed. Hun tilhører ham, og hun er dog aldrig hans
84
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
