Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Guy de Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stevnemødet med ham er for Michéle styrtehadet.
André er hleven et offer for dette ene ord
— nei, nei, han føler det paa tusen maader: han fornemmer det i
hendes legemes tøven før end i deres sjæles disharmoni. Hun
trækker uvilkaarligt og uden at vide det armen, som han vil gribe,
til sig; hendes kind glider umerkeligt, næsten umerkeligt bort under
hans munds kys.
Hun kommer altid for sent til stevnemøderne. Og altid har
hun paaskud — og hvor rimelige paaskud — til at undgaa et
møde.
Han véd det, han ved det saa godt. Han siger til sig seiv,
at det gaar hende med stevnemøderne som det om vintermorge
nerne gaar ham seiv med styrtehadet. Om sommeren er han altid
paa pletten. Men om vinteren, da finder han hundrede smaa ting
at gjøre for at opsætte det ubehagelige øiehlik blot et nu.
Og dog hliver han, thi han elsker. Han elsker hende med
„kjærtegnenes frygtelige elskov, hvis haand er lænker“. Han er
fængslet til hende ved selve sit evige grubleri, der kredser om hen
des og hans følelse. Han gjennemgaar tusind gange seiv hendes
mindste handling, han gjennemlæser for hundrede gang hvert brev,
som hun skrev. Men der er ét ord, som han i hvad hun skrev
forgjæves søger, og alle ordene, han finder, kan ikke dække, at
det ene ord ikke findes. Hun skrev tidt, hun holdt af ham —
hun sagde aldrig: hun elskede ham.
Men „det ord er kort og alt. Det hliver legemet og sjælen,
livet, vort hele væsen. Man føler det som blodets varme, man
aander det som luften seiv, man bærer det i sig som tanken. Thi
det gjør sig til den eneste tanke, og der er intet uden det.“
Han hliver feig, han beklager sig. Og hun finder — uden at
vide det — grusomme svar, saa grusomme som dette:
— „Har jeg da nogensinde unddraget mig dine kjærtegn“.
Han hliver mer end feig, han fortaber sig i klager, skjønt han
ved, de er frugtløse; han hesidder hende, skjønt han ved, hun hen
giver sig uden elskov.
Og fortvilet forstaar han, at han til sin sidste stund vil banke
paa hendes døde hjerte, som man med en knyttet haand forgjeves
hamrer paa en port af jern.
Han hægter sig i ét, lian vil kim ét: at hun skal tilstaa, at
hun ikke elsker ham. Han vil have tilstaaelsens vished som en
slags kjøling over sit hjerte. Men han fravrister hende aldrig
noget svar eller aldrig det svar, han vil.
85
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
