Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Guy de Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
u
Næsten intet.
Driften har talt, som er vort ophav og vor lov.
Driften, som er vor skaber.
øine ser ikke mere paa samme maade det samme ansigt
Men hvad er et blik? Næsten intet . . . .“
Andrés liv er lænket til disse ord, til det næsten intet, som
kan dræbe menneskets lykke.
Mariolle grubler over den døde følelse, som en mand, der i
en dyrebar vase har gjemt en kostelig essents, og essentsen svandt
børt, og nu dreier og dreier han vasen i sin haand for at finde
den fine revne, hvorigjennem den flygtede, essentsen.
Saaledes haandterer André uophørlig sin følelse, der døde —
klamrende sit haab til et „intet“, opgivende hvert haab ved det
„næsten intet“, som han finder ....
„Det næsten intet“, som er alt, heder: Driften har tiet.
Hin vasens fine brist er driften, der tier.
Driften, som er vor herre og mester, driften, som skaber kjær
ligheden, driften, som døder den, driften, som er urmagten og vi er
dens livegne.
Menneskene beklæder et bjerg med vinhaver, med byer, med
baner, med broer — med alle kulturens undere. Naturen sender
ilden, sit element, og begraver det alt i et nu. Menneskene op
drager sig seiv, de udvikler sig moralsk, de indplanter sig ærens
begreb. De binder sig ved eder og løfter.
Og driften vækkes, driften, som er det første, der fødes, og
det sidste, som lever, ti driften er savnets tand — og alt bliver
forgjæves: Opdragelsesverket var omsonst, æresbegrebet bliver et
siv. Moral er et bogstav. Alt opsluges.
Den vækker os. Den lærer os, at vi har nerver, aarer, hjer
ter, muskler, blod. Den kaster os først ind i nydelserne. Den
slynger os tilsidst ind i armene paa en følelse. Vi lærer en dag
at elske.
Vi giver den følelse alt, vore sjæle, vore legemer, vore tanker,
idealer, lønlige drømme, vore ønsker; alt hvad vi eier af mest ule
gemligt, afrenset, det mest sjæleligt kultiverede, som vi rummer,
vi gjømmer det i, vi lægger det knælende for foden af hin
følelse ....
Og vor kjærligbed gjengjældes, og vi er lykkelige.
Til driften, vor skjæbne, slukker Michéles elskov, og med
en knyttet haand kan André banke forgjæves paa hendes „døde
hjerte“ ....
87
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
