Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Mencius - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men lad ham seiv tale;
vei
har et adelsskab ingen magt kan fratage os
om andres feil
Venskab for en mand er venskab for hans karakter
— Sandhed er himlens vei .... Helt sanddru maa den være,
karakter
Mencius lærer, og den vi linder i det nye testamente, at en maa
lede for at linde den. I alt væsentligt er den den samme. En
aktiv, varm velvilje og hjælpsomhed overfor alle og enhver, — øm
og respektfuld kjærlighed for ens egne, og den fuldstændigste sand-
druhed og ærlighed, — det er hovedpunkterne i hans morallære.
Velvilje og kjærlighed maa ligge paa bunden af alt og være roden
til al dyd, al handling. Hvad tilsyneladende godt og ædelt, der
ikke springer fra velvilje eller kjærlighed, det er ikke „egte“. —
„Velvilje er det stille, fredelige hjem, hvori mennesket skulde bo;
— hvor der ei findes velvilje, der findes ei heller anden dyd . . . .
.... Velvilje mod alle er menneskets egen og særegne natur.
Indforlivet i den daglige opførsel er det, hvad vi kalder pligtens
Der er et himmelsk adelsskab og et menneskeligt adelsskab. At
være konge, fyrste eller noget lignende, det gjør en til medlem af
det menneskelige adelsskab. Velvilje, sanddruhed, troskab, fuldstæn-
dig retskaffenhed, samt en stadig fryd og glæde i disse dyder,
det gjør en til en himlens adelsmand .... Det er menneskeligt at
ønske at blive æret, — og vi har ogsaa alle det i os, der er al ære
værd; men de fleste forglemmer det og lader ikke det komme til sin
ret i deres egen natur, der fortjener at æres .... Den ære, men-
nesker giver os, har ikke stort værd; hvem kongen adler kan han
igjen fornedre; men lad os give det gode et hjem i vort sind, og vi
At betragte hele denne verden som ens hjem, staa i det
rette forhold til alt og alle deri, og vandre den lige, brede (! — sml.
vort „trange“) pligtens alfarvei igjennem den; — ikke af guld eller1
ære at kunne fristes, af nød eller fattigdom bøies, eller af magt og
tvang ledes, — det er, hvad der gjør en mand „stor“ ....
.... Velvilje adler en fyrste, det modsatte vanærer ham . . . .
.... Naar Yu hørte, at nogen var druknet, følte han det saa
dybt, som om han seiv havde druknet ham. Led nogen af sult, følte
han sig seiv ansvarlig derfor, — det er den høieste velvilje ....
.... Hvad straf fortjener ei den, der gaar omkring og taler
.... Foragter et menneske sig seiv, saa vil og andre foragte
det ....
der vil øve indflydelse paa andre .... En sanddru mand skammer
sig over at besidde større ry eller bedre rygte, end ban fortjener , . . .
Der er ingen større glæde end at leve i sandhed ....
.... Er ens øie klart og lyst, saa er alt lyst og i orden i
indet; men er øiet mørkt, saa er og sindet mørkt. Øiet aabenbarer
en mands karakter. Lyt til en mands ord, men se paa kans øie ....
Hvorledes kan dog nogen tro at det er muligt at skjule ens sande
109
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
