Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Wermert: Thomas af Aquino, Luther og Göthe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vore slutninger og gives der ingen udgang af denne labyrint? Jo,
der gives en tredie udvei, der med ét slag fører os ind i en ganske
anden verdensopfattelse.
Naar nemlig verden bverken er frembragt af en allerede for
baandenværende materie eller af intet, saa blir kun den muligbed
tilbage, at guddommen (causa sui, den evige aarsag) bar skabt
verden al sig seiv, af sit eget væsen, at verden altsaa fremstiller en
indenfor guddommen sig befindende selvindividualisation, og altsaa
kun er en modifikation af det absolute. Alt er da i Gud, intet er
udenfor Gud. Efter denne opfatning er Gud først virkelig den
evige, den uendelige, den absolute; da først er ban uden begræns
ninger af noget jordisk, uguddommeligt, ei heller kan ban i sit
væsen indskrænkes ved noget udenfor ham værende. Med denne
erkjendelse glider vi ganske over i den pantbeistiske verdensopfat
ning. Alle ting, som viser sig for os, og som vi overhovedet kan
fornemme, er kun modi af den guddommelige substans, kun före
teelser og aabenbaringer af alnaturen, Yi tvinges saaledes til at
forandre vort begreb om den transcendentale, over skyerne svævende
Gud og udvide og fordybe vort gudsbegreb uendelig; tbi vi maa
sænke alt, verden og os seiv, i den evige væren, lade alt gaa op i
guddommen, causa sui eller hvorledes man nu vil benævne den evige
aarsag til al bliven. Hermed er den evige modsigelse fjernet, som
aand og materie altid har fremkaldt. Idet man tidligere stadig
søgte at undgaa dualismen, forfaldt man til den vildfarelse enten
bare at lade materien eller ogsaa aanden gjælde som det eneste
princip for en filosofisk verdensanskuelse. Man begik den baand
gribelige feil at ophøie et attribut ved det liøieste princip til det
høieste princip seiv, saaledes som det 18de aarbundredes materialisme
og idealisme begge beviser. Men det liøieste væsen besidder uen
delige attributer, og ligesom solen, der i alle verdensrummets ret
ninger udsender uendelig mange gyldne straaler, bvoraf kun to
naar menneskets øine, saaledes blir ogsaa kun to attributer, tænken
og udstrækning eller aand og materie, iagttaget af menneskets
aandelige øine og danner nu den uhyre verdensbygning, som ved
teleskop og mikroskop er gjenstand for den empiriske forskning.
Nu vil man straks kunne inclvende mod os, at vi er gaaede
ud fra forudsætningen om et liøieste væsen, at vi altsaa gaar dog
matisk tilverks og ikke med et ord har forsøgt paa at bevise et
saadant væsens tilværelse; og bevisførelsen herfor er siden Kant i
enhver benseende blevet saa vaklende og usikker, at man kanske
gjorde bedst i at se ganske bort derfrå.
149
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
