Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Wermert: Thomas af Aquino, Luther og Göthe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Yistnok er en bevisførelse for en transcendental, fra verden
adskilt Gud, som allerede den store Königsbergerfilosof i „Kritik
der reinen Vernunft“ har bevist, en absurditet, hvad enten man
nu beskrider den ontologiske, den fysikotheologiske eller kosmo
logiske vei; men kan man ogsaa sige det samme om en immanent
guddom, om en høieste causa sui, af hvilken verden fremstiller en
individualisation af dens eget væsen?
Umuligt, — thi en benegtelse deraf vilde være det samme som
at benegte sit eget væsen. Tbi naar jeg ved, at jeg eksisterer,
naar jeg altsaa er naaet frem til selvbevidsthed, saa maa jeg slutte
videre, at jeg enten besidder eksistens gjennem mig seiv eller
gjennem noget andet. Da nu det første er en absurditet, maa jeg
have modtaget min eksistens gjennem noget andet. Denne aarsag
til mig er altsaa et ikke-jeg, noget udenfor mig værende. Den
kan nu igjen have en anden til sin aarsag, denne atter igjen
en anden og saaledes videre; vi har da kun valget mellem enten
at falde ind i en regressus in Infinitum (tilbagegaaen i det uende
lige) eller tilslut at stanse ved en sidste evig causa, der ikke har bavt
noget andet til sin aarsag; thi ellers vilde det ikke være den sidste
aarsag, der eo ipso eksisterer ved sig seiv. Da nu en regressus in
infinitum viser sig at være utænkelig, ulogisk og altsaa usand, saa
er jeg altsaa ved min egen eksistens eller ved min selvbevidsthed
naaet til vished om tilværelsen af en causa sui, og den altomfat
tende pantheistiske eller rettere sagt monistiske verdensopfatning
er retfærdiggjort, saa meget desto mere, da fra den modsatte
side — i den empiriske naturforskning — traadene ligeledes løber
tættere og tættere sammen, aarsagerne, der forklarer fænomenerne,
nærmer sig hinanden mere og mere for tilslut at munde ud i én
sidste aarsag, en causa sui.
„Durch zweier Zeugen Mund, wird jeder Zeit die Wahrheit hund!“
Derfor haaber vi ogsaa med denne saavel ad spekulativ-deduktiv
som ad empirirsk vei erbvervede monisme at befinde os paa et
fremskredet standpunkt i sammenligning med den middelalderske
dualisme eller en ensidig materialisme eller idealisme.
Credo (jeg tror) i filosofien er falden, cogito (jeg tænker) er
traadt istedet. Mennesket er derved ganske og aldeles gjort be
roende paa sig seiv, det er blot henvist til sine sanser og sin for
stand; dets overbevisning blir herefter den eneste ledestjerne for
dets gjøren og handlen, og ilde staar det til med den, som i en
150
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
