Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Georg Fasting: Nogle ord om moralprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stændigheder — vi er forsaavidt alle ridefogder for Vor Herre —
kan være sandt nok. Men paaberaaber man sig sin samvittighed,
saa maa man ialfald være sig bevidst, at man bestemt og alvorlig
skj einer mellem hvad hine magter dømmer, og hvad man seiv
dømmer. Der kan tages hensyn til den offentlige mening, til
tidens krav o. s. v.; men den virkelig samvittighedsfulde dom maa
være selvstændig.
At dømme selvstændig vil imidlertid sige det samme som at
dømme efter sagens egen beskaffenhed. Seiv den alvorligste kristen —
eller rettere; just den alvorlige — maa jo erkjende, at f. eks. bibelens
bud er sande, ikke fordi de staar i bibelen, men fordi de er sande
i sig seiv. De ey talte til hans samvittighed for at oplyse den,
ikke for at afskaffe den; dømmer han overensstemmende med bi
belen, blot fordi bibelen siger det, dømmer han samvittigheds
løst. Det gode er ikke godt, fordi Gud vil det, men fordi det er
godt i sig seiv; vi tør ikke gaa med päa, hvad theologien engang
har lært, at hvis Gud havde foreskrevet mord, saa var mord ingen
synd. Det er iøvrigt at lægge merke til, at bibelen paa flere steder
seiv viser hen til sagens egen beskaffenhed. „Gjører eder venner
ved den urette mammon“ — godgjørenheden er en samfundsstif
tende magt; „hædre din fader og moder, at det maa gaa dig
vel og du maa længe leve i landet“. At dømme handlinger,
som strider mod statens love, for gode, og handlinger, som stemmer
med dem for onde, skal falde haardt nok for et samvittighedsfuldt
menneske, og dog er der tilfælde, hvor dette maa være det rigtige.
Man kan vistnok i statsordenen se et forhold, der efter sin natur
medfører, at den enkelte tilsyneladende undertiden maa suspendere
sin sedelige bevidsthed (f. eks. ved eksekvering af en uretfærdig
retskjendelse); men som absolut autoritet kan statsordenen aldrig
komme til at gjælde for den fuldt oplyste samvittighed, hvorfor
ogsaa statsordenens omstyrten i visse yderlige tilfælde (ved stats
kup eller revolution) bliver at anse for pligt („man maa adlyde
Gud mere end mennesker“).
Det er den virkelige samvittighed, hvem dommen tilhører.
Intet er derfor vigtigere end at den tilfældige, den i fremmed
sold staaende, i overleverede meninger magelig hvilende samvittig
hed bliver til en virkelig samvittighed, der dømmer sagen god og
ond at være efter dens egen beskaffenhed.
Men hvorledes? Efter hvilket princip fældes denne dom? Ikke
enhver Montanus har dette paa det rene, seiv om han forstaar at
vise sin ridefoged til rette. Jeg sætter ud af betragtning, at mon-
169
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
