Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Georg Fasting: Nogle ord om moralprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sør Montanus mod bedre vidende ofrer sandheden for sin Lisbeth
— hvad enten nu Holberg herigjennem har villet skildre dette sand
hedsvidnes tarvelighed eller har villet betegne de folks umulighed,
som han havde at gjøre med.
Faktisk sker den første begyndelse til at skjelne mellem godt
og ondt, naar mennesket tilsidesætter øieblikkets lyst for et andet
formaals skyld.
Det kan vistnok ikke uden videre betragtes som ondt at skatte
øieblikkets lyst. Naar denne vrages, kan det selvfølgelig kun være,
fordi man venter en større tilfredsstillelse af senere tidspunkter;
men disse bliver jo ogsaa øieblikke, og erklærer man øieblikkets
lyst for ond, kommer man ind ien modsigelse. Det er jo det, man
bebreider den gjerrige, at lian berøver sig (og andre) enhver glæde
ved uafladelig at opsætte brugen af sine midler. Og der er mange
slags gjerrigbed. I Et Liv bar Jobanne Louise Heiberg skildret et
bus, tilbørende grosserer-verdenen. Der findes alt, hvad man kan
begjære — og det er brave mennesker, man træffer —, kun et
fattes, nemlig glæde. Aarsagen, forstaar vi, er den, at manden,
chefen for det store firma, i en hel menneskealder satte øieblikkets
nydeise tilside for det ene formaals skyld at gjøre det sunkne firma
igjen anseet og mægtigt. Da dette var gjort, og han skulde begynde
at glæde sig ved livet, var evnen dertil tabt. Han havde altsaa
forsaavidt forsyndet sig mod sig og sine. „Og seiled’ jeg end min
skude paa grund, saa var det dog lystigt at fareu — vi føler alle,
at der er et moment af sandhed i denne livsbetragtning, hvorvel
der er et meget vigtigt forbehold at gjøre. Øieblikkets lyst kan
altsaa være berettiget i sig seiv; men hvad der betegner den første
skjeinen mellem godt og ondt er, at øieblikkets lyst tilsidesættes
for et andet, et høiere formaals skyld.
Har vi nu først faaet øie paa den bevægelse, ifølge hvilken
ringere formaal sættes tilside for de høiere, saa aabner der sig et
perspektiv for betragtningen af uendelig rækkevidde.
Selvfølgelig er det de sanselige krav, som først forlanger tilfreds
stillelse; men der er i selve menneskets natur meget, som gjør, at
mennesket ikke kan blive staaende paa dette standpunkt. Den
sanselige attraa seiv er varieret, kræver afveksling, kræver afbry
delse. Snart viser det sig ogsaa, at ikke selve sansernes tilfreds
stillelse er alt, men ligesaa meget eller mere erindringen om ny
delsen, den stemning, hvori man derved liensættes. Kampen for
at erhverve det attraaede, bevidstheden om at have frembragt noget
volder en glæde, som afløser den umiddelbare sanselige lyst. Saa-
170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
